1. maj 2024

Mød nogle af verdens mest profilerede filmskabere til en weekend i sandhedens tegn

Hvilken rolle spiller filmkunsten i en verden, hvor misinformation, deepfakes og AI vinder stadig større indpas i det globale mediebillede? Og er filmen noget sandhedsvidne? Det – og meget andet – kan du blive klogere på, når Filmskolen inviterer til weekendsymposiet ‘Truth & Film’ på Holmen.

Lyver kameraet? Det oplagte svar må være ja. Særligt i vor tids overophedede teknologiske virkelighed, hvor kunstig intelligens og deepfakes gør det svært at vide, om vi kan stole på de oplysninger, som bliver præsenteret for os. Og i den informationsstrøm spiller billedet en særlig fremtrædende rolle.

For at sætte spot på netop den demokratiske udfordring, inviterer Filmskolen til et stort debatsymposium om filmisk troværdighed i selskab med nogle af verdens førende internationale filmskabere, der arbejder i grænselandet mellem dokumentar, fiktion og videokunst. Med udgangspunkt i aktuelle, globale udfordringer undersøger de, om filmen stadig er pålidelig, og hvordan den bør placere sig i den nye mudrede virkelighed, hvor tilliden til de traditionelle medier svinder ind.

Arrangementet løber over en hel weekend fra den 22.-23. juni, hvor du bl.a. kan møde den oscarnominerede instruktør Kaouther Ben Hania (‘Four Daughters’, ‘The Man who Sold His Skin’), Sundance-vinderen Ra'anan Alexandrowicz (‘The Viewing Booth’, ‘The Law in These Parts’) den dobbelte Cannes-vinder Cristian Mungiu (‘4 Months, 3 Weeks and 2 Days’) og Sundance-vinderen Kirsten Johnson (‘Cameraperson’, ‘Citizen Four’). Sammen og hver for sig vil de diskutere spørgsmålet om sandhed i film, og hvordan kunstnere kan og bør forholde sig til den nye medievirkelighed.

Derudover vil programmet byde på besøg af den toneangivende billedkunstner Yuri Ancarani (‘Atlantide’, ‘Il Popolo delle Donne’), og den prisbelønnede klipper, instruktør, producer og forfatter Tabitha Jackson, der for nylig har været direktør for Sundance Film Festival.

Programmet er kurateret af filmskaber, producer og konsulent Tereza Šimíková.

Symposiet afholdes i Filmskolens biograf, og billetter koster 1500 kr. Lørdagen afsluttes med netværksdrinks og middag på Filmskolen, som tilkøbes separat.

Se det fulde program.