Skab forandring med din film

drone gletcher.jpg

På denne heldagsworkshop får du inspiration og konkrete redskaber til at planlægge og eksekvere din egen nationale eller internationale impact-kampagne med fokus på finansiering og distribution.

Filmmediet er et stærkt redskab til at igangsætte den offentlige debat, bryde tabuer og katalysere både social, kulturel og politisk forandring. Mange danske dokumentarfilm og fiktionsfilm har et impact-potentiale og kan bidrage til reel forandring på både et mikro- og makroniveau. Det kan være holdnings- eller adfærdsændring hos individuelle eller forandring via politisk eller corporate involvering og engagement. Mette Bjerregaard og Marie Kruse har mange års erfaring indenfor feltet og har på denne workshop fokus på finansiering og distribution via impact-partnere.

På workshoppen præsenteres forskellige cases. Vi går i dybden med den strategiske planlægning af en impact-kampagne til film, som er på en mission og som skildrer samfundsrelevante problematikker eller løsninger. Du vil gå hjem med inspiration til finansiering via nye samarbejdspartnere og konkrete redskaber til at planlægge og eksekvere din egen nationale eller internationale impact-kampagne i samarbejde med en bred palette af samarbejdspartnere, der distribuerer din film og sikrer, at filmen når sit vigtigste publikum.

Fotocredit: Adam Morris Philp

Program

Kl 09 – 10.30

Introduktion

Hvad er en impact-kampagne? Hvorfor er impact-finansiering og impact-distribution mere vigtigt end nogensinde? Hvad kan en impact-kampagne helt konkret bidrage til? Hvordan kan en film gøres relevant for mange forskellige samarbejdspartnere? Hvornår skal en Impact Producer tilkobles? Det er nogle af de spørgsmål der vil blive besvaret, og der inddrages forskellige cases, hvor Mette Bjerregaard har været Impact Producer – både fiktion og dokumentar samt medieplatformen Way of Life, der formidler om bæredygtige initiativer og løsninger, for at inspirere og skabe et håb for fremtiden.

Kl. 10.30 – 11.00

Pause

Kl 11.00 – 12.00

Strategi og politisk involvering

Din strategi er den kort- eller langsigtede plan for, hvordan dit projekt orienterer sig mod et mål. Målet danner derfor rammen omkring projektets arbejde og for, hvem der er relevante at engagere undervejs. Derfor er det netop i projektets strategi at det, eller de, store mål bliver sat, og strategien bliver derfor fikspunktet for, hvor dit projekt skal bevæge sig hen. Men hvordan arbejder du med strategien, hvordan får du politisk indflydelse på Christiansborg, eller i EU, og hvilke udfordringer kan du forvente? Det stiller vi skarpt på i denne session.

Vi får ligeledes besøg af den erfarne publicist Line Bilenberg, som blandt andet har været presseansvarlig på flere af de film, der på dagen bruges som cases og som var den, der i sin tid udviklede strategien til at bruge dokumentarfilm, som mere end blot underholdning, men som en måde at starte en debat og ændre vores samfund politisk. Line lancerer ca. 25 dokumentarfilm om året og har blandt andet stået bag det politiske lobbyarbejde samt lanceringen af film som 'Adoptionens Pris', der ændrede adoptionslovgivningen, samt 'Blodets Bånd', der ændrede måden, man arbejder med anbragte børn på og ikke mindst 'Vold i kærlighedens navn', hvor det politiske lobbyarbejde i forbindelse med filmen gjorde, at vi i Danmark fik en ny paragraf i straffeloven omkring psykisk vold.

Kl 12.00 – 13.00

Frokost

Kl 13.00 – 14.30

Interessentanalyse og strategisk planlægning af dit eget projekt

Hvordan planlægger man sin kampagne og hvem er relevante at involvere? Her dykker vi lidt dybere ned i, hvordan man får lavet en interessentanalyse, som vil hjælpe til at kortlægge baggrund og det (også politiske) landskab ens projekt befinder sig i, og for at forstå hvem der har, eller er, af interesse for ens film og kampagne. Vi ser på, hvilke redskaber der kan tages i brug og hvornår, for at komme de mål nærmere projektet har sat i forsøget på at påvirke nogen til at støtte og arbejde for ens sag, for i sidste ende at skabe forandring.

Kl 14.30 – 15.30

Impact-evaluering

Hvad kan defineres som impact og hvordan måler man impact? I denne session giver vi redskaber til at evaluere en impact-kampagne. Det gør vi ved at se på forandringsteori, der både kan bruges til at planlægge, men også senere evaluere sit projekt. Vi kigger også på FN´s verdensmål for en bæredygtig fremtid, og hvorledes de kan komme i spil under evalueringen.

Kl 15.30-16.00

Afrunding

For spørgsmål, kontakt

Ene Rasmussen.jpeg
Ene Katrine RasmussenBranche- og efteruddannelseschef20 47 02 90ekr@filmskolen.dk

Undervisere