Filmskolens otte uddannelser

På Filmskolens videregående kunstneriske uddannelser kan du blive filmproducer, filmklipper, filmfotograf, tonemester, manuskriptforfatter, fiktionsinstruktør og dokumentarinstruktør samt instruktører af animation og interaktive medier. Uddannelsestiden er 4 år (4 ½ år for instruktør af animation og interaktive medier).

Du får en specialiseret uddannelse i at skabe filmiske fortællinger til film, tv-og spilproduktion. Målet er at du efter uddannelsen indgår i den professionelle film-, tv- og computerspilbranche og er med til at præge udviklingen inden for dit medieområde.

For at komme ind på Filmskolen skal du bestå en optagelsesprøve, hvor du får mulighed for at vise dit talent og udviklingsmuligheder. Du behøver ikke at have specifikke eksaminer eller et bestemt karaktergennemsnit, når du søger ind. Efter endt uddannelse før du et diplom som bevis for, at du har fuldført din uddannelse.

Filmskolen tilbyder et inspirerende studiemiljø med godt fællesskab. Du modtager intensiv undervisning på højniveau i fag, der udvider dine metoder og din forståelse af din profession, og som tager udgangspunkt i dit arbejde med at lave film. Du samarbejder meget nært med de andre studerende, og afhængigt af hvilken uddannelse, du går på, kommer du også til at samarbejde med blandt andet filmkomponister, production designere, animatorer, spildesignere m.fl. fra andre videregående kunstneriske uddannelser.

På Filmskolen bliver du udfordret til at udvikle din personlige stemme og til at kunne sætte din egen filmpraksis ind i en større sammenhæng. Du vil blive undervist af mange førende professionelle fra film-, tv- og spilbranchen.

At tage en uddannelse på Filmskolen forudsætter et stort engagement, og som studerende kan du ikke påregne at kunne have arbejde ved siden af. Der er mødepligt til al undervisning, som også forekommer om aftenen og i weekenderne.

På din uddannelse bliver du undervist i fem hovedfag under hovedoverskriften Filmisk Fortælling:

FORTÆLLING
ISCENESÆTTELSE
BILLEDE, LYD OG MONTAGE
LEDELSE OG ENTREPRENØRSKAB
ÆSTETIK

Som studerende er din specifikke fagretning i fokus, så både indholdet og vægtningen af temaerne i hovedfagene er tilpasset din uddannelse. Dertil kommer en række linjefag specifikt for hver fagretning.

Undervisningen på Filmskolen foregår som en blanding af dialogbaseret undervisning, øvelser, midtvejs- og afgangsfilm, projektarbejde og selvstændigt arbejde. Undervisningen udvikler din viden, dine færdigheder og dine kompetencer indenfor dit fag.

Undervisningssproget på Filmskolen er dansk, og det er derfor et krav, at du kan forstå og gøre dig forståelig på dansk for at komme i betragtning til en studieplads.

Klik på linksene her og læs mere om Filmskolens otte uddannelser.
Uddannelsernes individuelle studieordninger finder du nederst på siderne om de enkelte fagretninger.