Da Michael Noers spillefilmdebut, fængselsfilmen ‘R’ (instrueret i samarbejde med Tobias Lindholm), ramte danske biograflærreder, oplyste Noer og Lindholm ikke blot landets biografsale, men også hele Filmdanmarks vante ideer om, hvordan en dansk fiktionsfilm skulle føles, udtænkes og realiseres.
Med begrebet ‘Reality Rules’ som duoens credo, var Noer og Lindholm optagede af at vride dansk realisme i en helt ny retning, der handlede mindre om det velspillede kvalitetsdrama og mere om at lade virkeligheden og research informere filmens udtryk. Gennem brugen af autentiske locations og en blanding af amatørskuespillere og professionelle, udvidede makkerparret mulighederne for, hvad dansk fiktionsfilm kunne være og inspirerede utallige filmskabere i årene efter.
Siden har Michael Noer, der oprindeligt er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, skabt filmene ‘Nordvest’, ‘Nøgle hus spejl’ og ‘Før frosten’, der alle på hver sin måde er gennemsyret af Noers jagt efter en ærlighed i fremstillingen af miljøer, der i filmens verden ofte har været fanget i et dødvande af stereotyper.
Til efteråret kan du møde Noer, når han i forbindelse med premieren på sin kommende spillefilm ‘Birthday Girl’, lægger vejen forbi Filmskolens biograf til en masterclass om arbejdsmetoder, mødet med det amerikanske filmapparat i skabelsen af ‘Papillon’ og hvor han ser fiktionsfilmens stadig mere slørede grænser bevæge sig hen.
Dato og billetsalg annonceres på et senere tidspunkt.
Arrangementet er en del af Filmskolens talkrække ‘Masterclass’, hvor erfarne og kunstnerisk nysgerrige filmskabere over tre timer dykker ned i deres værk, karriere og kunstneriske udvikling. Begivenheder, hvor der er tid til at skrue ned for tempoet og få et dybere indblik i de filmskabere, der er med til at forme vores forestillingsverden.