Gratis STORY WORLD workshop på Filmskolen

Gratis workshop på Filmskolen

Kom til gratis STORY WORLD workshop på Den Danske Filmskole d. 17. august kl 10-15. I workshoppen kommer du til at udvikle din egen storyworld med tilhørende film og interaktiv idé.

Workshoppens mål er at give dig indsigt i hvordan det er at gå på filmskolens uddannelse for Instruktør af Animation og Interaktive medier. Du vil møde uddannelsesleder Simon Jon Andreasen samt afgangseleverne Karla Holmbäck og Lowe Haak. Der vil være en rundtur på skolen og der bliver mulighed for at stille spørgsmål.

Du skal tilmelde dig her på vores side på facebook (find Facebook-eventen) eller på mail: 1822optag@filmskolen.dk.

Filmskolen 50 år - Jubilæumskronik

I anledning af Den Danske Filmskoles 50 års jubilæum i september 2016 skrev rektor Vinca Wiedemann en kronik i Politiken om fremtidens udfordringer. Vi bringer teksten her.
 

JUBILÆUMSKRONIK
Den Danske Filmkole 50 år

Har man bare én gang set Leni Riefenstahls æstetisk overlegne hyldest til overmennesket i nazi-propagandafilmen Triumph des Willens fra 1936, ved man, at filmkunsten er et farligt redskab i de forkerte hænder. De klassiske europæiske filmskoler blev oprettet i årtierne efter 2. verdenskrig. De var det kulturpolitiske svar på efterkrigstidens erkendelse af, at en stærk og uafhængig kunst og kultur er et afgørende fundament for en demokratisk og humanistisk udvikling af samfundet. Og filmkunsten taler som bekendt både forstanden og følelserne.

"Vil du høre den gule tale eller den grønne tale?” Spørgsmålet blev første gang stillet i Thomas Vinterbergs Dogmefilm Festen, af Ulrich Thomsen i rollen som den traumatiserede søn, der afslører familiepatriarkens grumme hemmeligheder. Filmen, som kunstnerisk er Riefenstahls modpol med sine rystede, håndholdte videobilleder og sin kompromisløse søgen efter ”øjeblikkets sandhed”, blev en verdensomspændende succes, og for os danskere blev den et centralt bidrag til vores erkendelse af den magtanvendelse, der kan finde sted også i de allernærmeste relationer. Takket være danskernes sans for sort humor er spørgsmålet om de to taler tilmed blevet en uundværlig joke ved mange familiefester siden.

Når jeg kommer med disse to filmeksempler, er det fordi jeg vil understrege, at det hverken er en tilfældighed eller en selvfølge, at vi i dag overhovedet har en lødig dansk filmproduktion. Vores perlerække af fiktionsfilm, dokumentarfilm og tv-serier, og vores vitale filmmiljø, der igen og igen modbeviser påstandene om, at ”Festen er forbi”, er en direkte konsekvens af en sammenhængende og fremsynet filmpolitik.

Tilgiv mig lidt praleri på en jubilæumsdag: Det er en svir at rejse ud som rektor for Den Danske Filmskole. Hvor jeg end bevæger mig hen, så mødes jeg af næsegrus beundring over, at en lillebitte filmnation som vores kan markere sig så stærkt internationalt. Mange misunder os vores filmskole, som igen og igen bliver fremhævet af dem, der nu bader i succes.

Og rigtigt er det, at vores filmskole, der nu har eksisteret i 50 år, er blevet en afgørende faktor for dansk film. Filmskolen er fundamentet under en filmbranche på exceptionelt højt niveau. Vi er stolte over vores filmskole, og branchen hæger om den og ser den som frontkæmperen for at uddanne filmfolk, der langsigtet kan udvikle og påvirke filmens arena.

Nu står vi over for en ny opgave, der i størrelse og alvor er endnu større, end dengang filmskolen blev grundlagt. For filmmediet står midt i et teknologisk vulkanudbrud, der kan ændre vores kultur grundlæggende.

De 10-åriges hotteste gaveønske p.t. er efter sigende et 360 graders Virtual Reality-kamera. Kameraet ligner en slags kugle monteret med linser hele vejen rundt, så det kan filme alt omkring sig på en gang. Når man ser filmen med specialbriller på, kan du se film hele vejen rundt om rundt om dig, det føles som om du befinder dig inde i filmen. Jeg prøvede det for nylig for første gang. Jeg sad i et rum sammen med professionelle filmfolk og havde netop iagttaget Filmskolens fotograflærer have brillerne på og se noget, der fik ham til at dreje hovedet halvt af led og klukke højlydt. Nu var det så min tur.

Foran mig lå en dinosaurus. Da den fik øje på mig, løftede den sin lange hals og stak hovedet hen til mig. Selvom dino’en var absolut Disney-nuttet, fyldtes jeg af frygt for, at jeg ville blive spist. Mine flugtinstinkter gik amok, og jeg flåede brillerne af med et skrig. Forvildet fik jeg øje på mine kolleger, de var flade af grin over min opførsel.

For første gang i mit liv forstod jeg, hvad publikum oplevede for lidt over hundrede år siden, da filmen blev født: Lumiére-brødrene viste en film med et tog, der kører hen mod kameraet. Efter sigende flygtede folk ud af biografen, forvissede om at de ellers ville blive ramt af toget.

Jeg synes ellers nok at jeg har været med til lidt af hvert, siden jeg voksede op i 1960’erne. Men mit Lumiére moment har jeg først fået nu, og oplevelsen af ikke blot at se et billede på et lærred, men så at sige at kunne træde ind i billede ligesom Alice i Eventyrland, der træder ind bag spejlet, har overbevist mig om, at vi står foran en revolutionering af filmmediet, og at denne revolution kan gå hurtigere, end vi umiddelbart har fantasi til at forestille os. Den teknologiske udvikling er hele tiden i stadig acceleration. For tre år siden havde vi aldrig hørt om droner, i dag er de en selvfølgelig del af medievirkeligheden. Om fem år vil vi sandsynligvis se, at Virtual Reality ikke er en ny endestation for filmmediet men blot en stepping stone på vej mod andre nye filmformater.

Vores kultur bliver mere og mere domineret af billeder. Hvor man før læste en roman, ser man nu en film eller en tv-serie. Hvor man før læste avis, tjekker man nu de billedbårne breaking news på sin mobil. Og i uddannelsessystemet er fagbøgerne i vidt omfang erstattet af dokumentarfilm og faktaprogrammer. Det er en udvikling, der er entydig, hvad enten vi bryder os om den eller ej. På plussiden rummer udviklingen et stort demokratisk potentiale, fordi den brede befolkning har en mere umiddelbar tilgang til billedmediet end til det skrevne ord. Til gengæld ved vi alle sammen, at de billedbårne medier har vanskeligt ved at formidle samme mængde information og skabe samme mulighed for fordybelse og nuancering af komplekst stof, som de tekstbårne medier.

Der er derfor en alvorlig risiko for, at vores billedkultur vil komme til at medføre en uheldig forsimpling.  Og derfor er det afgørende for vores kultur, at billedmedierne udvikler sig, så samfundet kan bevare en spredning af komplekse informationer og refleksioner, og således at borgerne kan deltage i den samfundsmæssige debat og eksistentielle dialog på et rigt og veloplyst grundlag.

For at vi kan indfri den ambition, så kræver det imidlertid, at vi har filmuddannelse på højeste niveau, og at vi formår at forny vores uddannelser både i et tempo, der kan holde trit med medieudviklingen, og med en klogskab, så vi formår at påvirke den.

For der er enorme økonomiske kræfter bag udviklingen af de nye medier, og de tager ikke nødvendigvis kulturelle hensyn. Pengestrømmene i samfundet er i forvejen i bevægelse hen mod en koncentration på færre og færre hænder. Når Google, Amazon, YouTube og Facebook for alvor træder ind på mediearenaen sammen med de store teleselskaber og kapitalfonde, bliver selv HBO og Netflix til dværge. Og når man ser millioner af Pokemon-jægere halse blindt som rotterne efter rottefængeren, kan man godt blive mistrøstig over, om storkapitalen nu endelig har fundet vidundermidlet til at blænde menneskeheden og omskabe dem til forbrugsslaver uden egen fri vilje.

I den situation er det afgørende at tænke langsigtet. Den Danske Filmskoles grundlæggende undervisningsprincipper har været indiskutabelt succesrige og har gennem tiden inspireret mange andre filmskoler i verden. Nu gentænker vi vores uddannelser for at skabe en filmskole, der kan danne grundlaget for intet mindre end de næste 50 års medieudvikling. Det fordrer, at vi tager alt op til revision, men også at vi formår at identificere de fundamentale elementer i traditionen, der formår at bygge bro mellem epoker.

Et af de vigtigste adelsmærker for vores filmskole har altid været, at den styrende overskrift er filmen som fortælling, og at det er den optik som al undervisning ses igennem. Hensigten er, at alle faggrupper formår at indgå som kreativt kompetente medfortællere, for uanset, at den filmiske fortælling er funderet i den klassiske dramaturgi, der beskæftiger sig med fortællingens kompositions kunst eller håndværk, så er filmen gesamtkunst. Vi låner træk fra litteraturen, teatret, billedkunsten og musikken, og filmholdet reflekterer disse mange delelementer. Jo bedre de er til at spille ind med deres særlige faglighed i forhold til filmens fortælling, jo rigere og mere præcist bliver fortællingens udtryk.

Inden for filmmediet er der et eskalerende kapløb mellem publikums evne og lyst til at indoptage et stadig mere raffineret filmisk bombardement og evnen til nytænkning hos de filmfolk, der udvider mediets udtryks- og påvirkningsmuligheder. Der stilles stadig større krav til, at billedmedierne kan skabe mere nuancerede og flerfacetterede rum, og til at filmene udvikler deres formsprog. Det kan kun ske ved, at filmmiljøet formår at accelerere udviklingen.

Den filmiske fortællings udtryksmæssige territorium synes uendeligt. Endda er selve de dramatiske grundstrukturer også under omkalfatring med de interaktive fortællinger, som i dag ligner en separat disciplin, men som i fremtiden meget vel kan komme til at indgå ægteskab med den klassiske filmfortælling. Et af de store spørgsmål er, om vi vil se en total konvergens mellem at ”få fortalt en historie” og selv at påvirke og medskabe fortællingen gennem interaktion.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om vi en dag kan skabe film, hvor tilskueren selv kan bestemme tempoet på samme måde, som vi kan vælge at læse hurtigt eller langsomt. Også her er det kun vores fantasi, der sætter grænsen.

På Filmskolen skal vi støtte de nye generationer i at skabe deres egne veje. For filmsproget er kun lidt over 100 år gammelt, og de virkemidler, som vi benytter, når vi skal fortælle vores filmiske historier, rummer endnu et kæmpe, uudfoldet potentiale. Samtidig betyder den teknologiske udvikling inden for bl.a. kamera og digitale effekter, at der hele tiden åbner sig nye, hidtil uanede måder, som man kan skabe sin fortælling på. For enhver filmfortæller er udfordringen at få alle de filmiske virkemidler til at indgå i en alkymistisk forbindelse med hinanden og med den personlige gnist, der er antændingspunktet i ethvert kunstnerisk stof. Derfor er det afgørende at udvikle de filmiske virkemidler og det samspil, som disse virkemidler indgår i.

At kunne frembringe langt mere avancerede billedsider selv under low budget forhold vil kunne danne grundlaget for, at dansk film trods de beskedne økonomiske kår kan udvikle og distribuere filmfortællinger, der også i sit formsprog er raffinerede og medrivende. Her er vi hjulpet af den teknologiske udvikling, hvor computer-genererede effekter rasler ned i pris og op i almindelig brugertilgængelighed. Det betyder, at selvom de nye teknologier koster formuer at udvikle, så nyder også enegængerne godt af medieudviklingen.

Der vil i fremtiden blive langt flere enkeltindivider, der ønsker at bruge kameraet som pen, og de vil få langt bedre teknologiske muligheder for at gennemføre projektet på egen hånd. Jeg tror vi vil se en enorm opblomstring af film-essays på samme måde som vi ser det med radio-podcasts, ligesom der vil opstå modbevægelser imod, at et filmhold altid skal være en mindre hær. Det er en bevægelse, vi glæder os over, og som kan hjælpe den enkelte filmskaber til at udforske sit blik og sin stemme.

En af de største hemmeligheder bag synergien er tillid i de professionelle relationer. Her er Filmskolen en nødvendig, kreativ oase, der tilbyder fordybelse og fælles udforskning. Det personlige møde mellem lærer og studerende vil altid stå i centrum for vores filmskole og er en forudsætning for, at håndværk og kunstnerisk metode også i fremtiden kan udvikles til højeste niveau.

En kunstskole vil altid være fuldstændig afhængig af, at lærerne kan anskueliggøre de kunstneriske dimensioner i alle grene af undervisningen, og den studerende skal i læreren kunne møde et inspirerende resonansrum for sin udtrykstrang. Derfor skal læreren have sans for den enkelte studerendes kunstneriske særpræg og kunne skabe de uddannelsesmæssige forudsætninger for den gnist, hvoraf inspirationen kan springe. For begrebet inspiration forbliver fundamentalt: Det handler om at skabe et inspirerende rum for såvel personlig tilegnelse af metoder som for sprængningen af metoderne. Filmskolen skal kunne operere i et spændingsfelt, hvor de studerende trænes til at blive topprofessionelle fagfolk samtidig med, at kunsten altid er et mellemværende med tilværelsen, og tilværelsen bliver aldrig nogen profession.

En af de største hemmeligheder bag synergien er tillidsfuldhed i de professionelle relationer. Her er Filmskolen en nødvendig, kreativ oase, der tilbyder fordybelse og fælles udforskning. Det personlige møde mellem lærer og studerende vil altid stå i centrum for vores filmskole og er en forudsætning for, at håndværk og kunstnerisk metode også i fremtiden kan udvikles til højeste niveau. En kunstskole vil altid være fuldstændig afhængig af, at lærerne kan anskueliggøre de kunstneriske dimensioner i alle dimensioner af undervisningen, og den studerende skal i læreren kunne møde et inspirerende resonansrum for sin udtrykstrang.

Skulle mine fremtidssyner alligevel have bragt læseren i det misantropiske hjørne, så er det godt at minde sig selv om, at tradition og udvikling går glimrende hånd i hånd. For eksempel er vores faglærer i computerspil også fremragende til at undervise i de græske tragedier og Shakespeare. Og heldigvis har de 10-årige altid lignet sig selv i virketrang. Hvorfor skulle de nøjes med at se på masseproducerede film, spil osv., hvis de selv kan lave dem? Fremtidens filmfolk har fået et enormt filmisk potentiale i dåbsgave, og selvfølgelig vil individets udtrykslyst forblive intakt og give de stereotype klichéprodukter kamp til stregen.

Filmen er blevet erklæret død mange gange siden dens fødsel, ligesom i øvrigt bogen, teatret og radioen. Sandheden er, at de oprindelige sort/hvide stumfilm blot var første prototype på et medie i en rivende udvikling. I mere end et århundrede er en rivende strøm af genrer og formater blevet undfanget. Publikums veje er ubønhørlige, men de er heldigvis også uforudsigelige. Vi ved, at mennesket er et flokdyr, men også at vi har behov for at hævde vores individualitet. Menneskets vilje og frihedstrang vil altid være intakt, og vi vil altid have behov for at fortælle hinanden historierne om, hvordan vi søger efter mening med vores liv. Sådan har det været siden mennesket begyndte at udvikle et sprog og tegnede de første hulemalerier. Jeg er stensikker på, at filmen i al dens særegne skønhed og stemning fortsat vil have tiltrækningskraft for et stort publikum. Og der vil altid være efterspørgsel efter mesterfortællerne, for livet leves forlæns og forstås baglæns, som Kierkegaard siger, og derfor elsker vi filmenes fortællinger og kan aldrig få nok af dem. 

 

Ny formand for Filmskolens Aftagerpanel

Producer Louise Vesth er blevet ny formand for Filmskolens aftagerpanel.
Louise er producer på Zentropa med stor erfaring. Hun er både økonomiuddannet og uddannet producer fra Filmskolen med afgang i 2001.  Hun har produceret tv-serier som Klovn og julekalenderen Mikkel og guldkortet samt en lang række film, bl.a. sværvægtere som En kongelig affære, Melancholia, Nymphomaniac og Jussi Adler-Olsen-filmatiseringerne – og mere eksperimenterende film som ID:A, The Secret Society of Fine Arts og Hvordan vi slipper af med de andre. For et par år siden udpegede The Hollywood Reporter hende som en af 12 kvinder, man skal holde øje med i den internationale filmindustri.

Aftagerpanelet er en gruppe af erfarne folk fra den danske medieverden, der fungerer som rådgivere for Filmskolen. Aftagerpanelet vil i tæt dialog med ledelsen være med til at styrke Filmskolens uddannelser. Foruden den nye formand består panelet af: Fotograf Manuel Claro, manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm, producent Sarita Christensen fra Copenhagen Bombay, dokumentarfilminstruktør Michala Krogh fra Danish Documentary, executive producer Christian Rank fra TV2 og direktør Thomas Kristensen fra Kameraudlejningen.

Ny leder af Filmskolens animations- og spiluddannelse + nye gæstelærere

Gunnar Wille, Filmskolens leder af animationsinstruktøruddannelsen siden dens fødsel i 1992, takker af og stopper den 31/10. Lederstillingen overdrages midt i oktober til Simon Jon Andreasen, der kommer med stor erfaring fra spilbranchen og som manuskriptforfatter, konsulent og udvikler.

Filmproducer Caroline Blanco supplerer Jonas Frederiksen som deltidsansat og skal primært beskæftige sig med producerholdet årgang 1317 med primært fokus på lanceringsforløbet af afgangsfilmene.

Filminstruktør Annette K. Olesen supplerer Dagur Kári på deltid med udvikling af lang film i indeværende semester.

Flerkamerainstruktør Helle Pagter er lærer for flerkameraeleverne under arbejdet med deres afgangsfilm i indeværende semester. Karin har valgt at stoppe i sin faste stilling, men fortsætter heldigvis som gæstelærer.