Skuespilinstruktion

Dette intensive kursus er for dig, der gerne vil styrke dine evner og få en dybere forståelse for instruktørens arbejde med skuespillere – uanset om du har lidt eller meget erfaring. Du vil få indsigt i en metode, der styrker dit faglige sprog og giver dig konkrete redskaber til at analysere tekst og omsætte dine tanker i praksis.

Som instruktør er det afgørende at kunne kommunikere klart og præcist med skuespillere – både i forberedelsen og under prøver eller på optagelse.

Kurset tager udgangspunkt i Konstantin Stanislavskijs metode – en tilgang til skuespil og instruktion, som i dag er grundlaget for meget af det arbejde, der foregår inden for film og TV. Du får både en teoretisk forståelse og praktisk erfaring med, hvordan man arbejder med skuespillere.

Kurset er delt op i tre dele:

  1. Introduktion af begreber og metode
  2. Forberedelse og analyse
  3. Arbejde med skuespillerne

På kurset arbejder deltagerne både som skuespillere og instruktører med udvalgte tekstuddrag for at få praktisk erfaring med metodens begreber. I vil instruere hinanden og modtage individuel vejledning, som er tilpasset den enkelte instruktørs behov.

Undervisningen lægger vægt på, at deltagerne bringer deres egne erfaringer og praksis i spil, så den viden, der opstår, bliver praksisnær, anvendelig og lettere at overføre til eget arbejde efter kurset.

Hvad lærer du?

Efter kurset vil du kunne:

  • Styrke din kommunikation med skuespillere
    Du får et nuanceret og præcist sprog, der gør det lettere at formidle dine tanker og intentioner.
  • Analysere og strukturere dit materiale
    Du lærer at bryde tekstmaterialet op og opbygge en systematisk forberedelse, som danner et solidt grundlag for dit instruktørarbejde.
  • Omsætte teori til praksis
    Gennem praktiske øvelser udvikler du dine evner til at anvende analyse og forberedelse direkte i arbejdet med skuespillere – med fokus på at skabe de bedste betingelser for deres arbejde.

Hvem er kurset for?

Instruktører, forfattere, skuespillere eller andre kreative, der gerne vil få en dybere forståelse for instruktørens arbejde med skuespillere - uanset om du har lidt eller meget erfaring.

Ansøgningsproces

Tilmelding via Billetto. Ansøgningsfrist: 3. november 2025.

Husk, at kursusdeltagere, der arbejder professionelt inden for den danske filmbranche, kan ansøge Filminstituttets støttepulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling. Støtteordningen henvender sig til personer, der arbejder eller har arbejdet professionelt inden for den danske filmbranche, samt personer som har opnået relevant uddannelse inden for filmproduktion eller filmbranchen.
Puljen støtter kursusgebyr på op til DKK 25.000 og næste ansøgningsfrist er den 2. september 2025. Læs mere her.

For yderligere spørgsmål, kontakt

Ene Rasmussen.jpeg
Ene Katrine RasmussenBranche- og efteruddannelseschef20 47 02 90ekr@filmskolen.dk

Mød: