
Kvinder instruerer stadig kun omkring 25 % af spillefilmene på det europæiske kontinent.
Det peger på en kønnet ubalance i filmbranchen, som rækker langt ud over selve filmproduktionen. For hvem der får lov til at fortælle historier, har også betydning for, hvilke historier der finder vej til biograflærrederne og ind i den bredere samfundssamtale.
Visions & Voices sætter fokus på de fortsatte udfordringer med repræsentation i den europæiske filmbranche – men skaber samtidig rum for samtaler om løsninger, innovation og filmens fremtid.
Gennem masterclasses, cases og paneldebatter får deltagerne indblik i både de kreative processer og de strukturelle vilkår, der præger europæisk film i dag. Dagen samler filmskabere, studerende, producenter og andre med interesse for film og visuel storytelling til samtaler, vidensdeling og netværk.
Blandt dagens deltagere er den tunesiske instruktør Kaouther Ben Hania, britiske Molly Manning Walker, den catalanske instruktør Carla Simón, filmkritiker og moderator Wendy Mitchell samt Mathy Mendy fra Collectif 50/50. Fra Danmark deltager blandt andre skuespiller og forperson for WIFT Denmark Laura Allen Müller.
Arrangementet finder sted på Den Danske Filmskole i København den 31. oktober kl. 9.00–19.00 og arrangeres i samarbejde med Den Danske Filmskole, Creative Europe MEDIA Desk Denmark, WIFT Denmark, Danske Filminstruktører og Institut Français med støtte fra PRD Kulturplus.
Der vil i løbet af dagen være forplejninger.
Tilmelding via Billetto
Husk, at kursusdeltagere, der arbejder professionelt inden for den danske filmbranche, kan ansøge Filminstituttets støttepulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling. Støtteordningen henvender sig til personer, der arbejder eller har arbejdet professionelt inden for den danske filmbranche, samt personer som har opnået relevant uddannelse inden for filmproduktion eller filmbranchen.
Puljen støtter kursusgebyr på op til DKK 25.000 og næste ansøgningsfrist er den 3. februar 2027. Læs mere her.
Husk at kursusafgiften kan være fradragsberettiget og undersøg evt. i dit fagforbund, om du kan søge støtte til kurset.


