Filmskolen søger hovedlærer til dokumentarinstruktøruddannelsen

Den Danske Filmskole søger en engageret og fagligt stærk hovedlærer til dokumentarinstruktøruddannelsen

Den Danske Filmskole er blandt verdens førende uddannelsesinstitutioner inden for film-, tv- og computerspilsområdet. Vi uddanner dimittender, der kan skabe filmiske fortællinger med en kunstnerisk dimension og et personligt udtryk.

Den Danske Filmskole har igangsat en ambitiøs udviklingsproces, hvor vi har fokus på at åbne skolen, styrke uddannelserne og skabe stærke og brede faglige miljøer. Som et led i dette er der til hver uddannelse tilknyttet et lærerteam bestående af en til to hovedlærere og et antal faglærere med bredde i faglighed og kompetencer. Det er hovedlærerne, der har hovedansvaret for uddannelsen.

Det er en vigtig ambition for skolen, at lærerne skal kunne bevare en professionel tilknytning til filmbranchen sideløbende med deres læreransættelse. Derfor er lærerne ansat med varierende timetal.

På dokumentarinstruktøruddannelsen søger vi den ene af to hovedlærere til en stilling på halv tid (50% af en fuldtidsstilling).

Stillingen

Som hovedlærer på dokumentarinstruktøruddannelsen er du sammen med teamet ansvarlig for uddannelsens kunstneriske faglighed og kvalitet. Det indebærer bl.a.:

  • Tilrettelæggelse og varetagelse af undervisningen
  • Udvikling af undervisning og pensum
  • Faglig vejledning af studerende
  • Uddannelsens videngrundlag, herunder kunstnerisk udviklingsvirksomhed
  • Optag af studerende på uddannelsen
  • Kontakt til gæstelærere og film-og mediebranchen

Sammen med den anden hovedlærer er du derudover ansvarlig for:

  • Tæt og konstruktivt samarbejde med skolens øvrige lærere, uddannelseskoordinatorer, studieadministrationen og produktionsteknikken og ledelse
  • Design af semesterplaner og rammesætning af disse for de studerende
  • Deltagelse i udviklingsarbejde på tværs af skolen
  • Ledelse af dokumentar-lærerteamet sammen med den anden hovedlærer
  • Løbende sparring med studerende og tilstedeværelse på skolen

Kvalifikationer

Det er et krav, at du har kunstnerisk erfaring med filmproduktion.

Vi lægger desuden vægt på følgende:

  • Erfaring med undervisning og pædagogisk forståelse
  • Evne til at formidle refleksioner over kunstneriske processer
  • Indgående kenskab til både den danske og den internationale filmbranche
  • Proaktiv, nytænkende og med visioner for fagområdet
  • God til at kommunikere og samarbejde
  • Struktureret og god til at planlægge

Arbejdspladsen

Filmskolen er en åben og uformel arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på at have en god og imødekommende kollegial omgangstone i et miljø, hvor kreativitet og kunstnerisk faglighed vægtes højt. Filmskolen er beliggende i et hyggeligt studiemiljø på Holmen i København og vores nærmeste naboer er Arkitektskolen, Scenekunstskolen og Rytmisk musikkonservatorium.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er en halvtidsstilling i en tidbegrænset ansættelsesperiode på 4 år.

Stillingen følger løn-og ansættelsesvilkår i henhold til organisationsaftalen mellem kulturministeriet, CO10-centralorganisationen af 2010 og film-og TV-arbejderforeningen.

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2025 eller efter aftale.

Ansøgning

Ansøgning og CV skal sendes digitalt. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen 'Søg stillingen' nederst på siden.
Ansøgningsfristen er 1. november 2024.

Yderligere information

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Uddannelses- og forskningschef Jakob Høgel på tlf 24213584/ jkh@filmskolen.dk eller administrationschef Sille Højen Razga på tlf. 41 71 88 06 / shr@filmskolen.dk.

Du kan få flere oplysninger om Den Danske Filmskole på vores hjemmeside.

Søg stillingen