
Kunstig intelligens forandrer filmkunsten med en hastighed, der er svær at forstå. Er AI begyndelsen på en ny æra for filmkunsten? Eller ser vi ind i en fremtid med sloppede, kunstige billeder?
De spørgsmål kan du blive klogere på, når kulturjournalist Jesper Dein og filmskaber Peter Stenbæk inviterer til en aften i AI’s kreative grænseland med et kurateret udvalg af prisvindende AI-kortfilm fra hele verden.
Peter Stenbæk underviser i kreativ brug af AI og arbejder selv aktivt med AI-genererede kortfilm. Til arrangementet vil han præsentere sine seneste AI-eksperimenter og dele ud af sine erfaringer med teknologiens muligheder, begrænsninger og udfordringer.
For hvad sker der med filmkunsten, når teknologien pludselig kan skabe billeder, figurer og verdener, som tidligere krævede et helt filmhold? Hvilke nye kunstneriske muligheder opstår? Og hvad betyder det for vores forståelse af, hvad en filmskaber egentlig er?
Arrangementet præsenteres i samarbejde med Den Danske Filmskole og er en del af Golden Days 2026, der undersøger monsteret i alle dets former.
For der er unægteligt noget monstrøst ved AI-teknologien – noget på én gang foruroligende og fascinerende. På den ene side repræsenterer den nye måder at skabe på, men den udfordrer samtidig vores forståelse af kreativitet og originalitet.
Og hvad gør man så, når man stilles overfor denne dobbeltrettede bevægelse? Man kunne jo starte med at komme ud på Filmskolen den. 18. september.
Arrangementet er gratis, men på grund af pladsrestriktioner kræves der tilmelding.
