
Tusind sole fortsætter ufortrødent deres arbejde med at præsentere danske biografgængere for en række filmperler, som de ellers ikke ville få adgang til.
Og den 12. februar vender visningsrækken tilbage til Den Danske Filmskole, når vi sammen viser den danske premiere på 'The Fence'.
Filmen er instrueret af franske Claire Denis, som siden gennembruddet 'Chocolat' i 1988 har stået bag nogle af det europæiske kontinents mest markante værker.
Fælles for hendes film er en uudtalt følelse af eksil og fremmedhed – både fra karakterernes egne kroppe og fra deres omverden. Med inspiration fra sin egen opvækst i Afrika har Denis udformet et særegent filmsprog, der gennem et fragmenteret blik kredser om den postkoloniale verdens mekanikker.
På en afsidesliggende byggeplads i Vestafrika arbejder den udbrændte amerikaner Horn (Matt Dillon) sammen med en lokal besætning og en ung britisk ingeniør. En aften, mens Horn venter på sin kones ankomst fra London, dukker en fremmed mand i jakkesæt op ved hegnet, der adskiller byggepladsen fra det åbne landskab. Han hedder Alboury (Isaach de Bankolé) og er kommet for at gøre krav på liget af sin bror, der angiveligt er blevet dræbt i en arbejdsulykke tidligere samme dag. Men som nattemørket tager til, bliver det sværere og sværere for Alboury at få sit ønske opfyldt.
Claire Denis forankrer sin film i byggepladsens fysiske og materielle rammer og lader derfra omgivelserne stå åbne, potentielle og skyggefulde. Det indledende titelskilt lyder blot: “A construction site in West Africa”. En nærmere forståelse for tid og sted kommer vi ikke. Med hegnet som fysisk og symbolsk skel udspiller filmen sig over én lang nat.
Tusind sole er en filmvisningsrække i København, der har til formål at give indblik i filmkunstens nuværende tilstand og udstikke en retning for dens fremtid. Vi ønsker at bidrage til og udvide den danske biograf- og filmkultur ved at præsentere nogle af de film, der alt for sjældent når vores breddegrader og biograflærreder.
Hver måned præsenterer Tusind sole to film: en international premierefilm, der ikke er i kommerciel distribution, og et genopdaget historisk værk.
Tusind sole er ikke knyttet til en fast biograf, men bevæger sig rundt for hver måned og viser film i forskellige biografer.
Læs mere på Tusind sole.
