Masterclass: Hlynur Pálmason

Kom ud og mød Hlynur Pálmason til en snak om hans kompromisløse filmkunst, når Den Danske Filmskole endnu engang byder en af sine alumner velkommen tilbage til en unik masterclass og særvisning af instruktørens seneste film, ‘Joan of Arc’.

Da Hlynur Pálmason spillefilmsdebuterede med ‘Vinterbrødre’ i 2017 vakte det opsigt langt ud over Danmarks grænser.

I filmen fulgte vi to brødre og deres særprægede hverdagsrutiner i et arbejdermijø i et frostbidt Faxe Kalkbrud. Form- og fortællermæssigt udfordrede Hlynur Pálmason gængse konventioner, og sammen med sin faste samarbejdspartner, fotograf Maria von Hausswolff, havde Pálmason frembragt en film, der fremstod som helt sin egen.

‘Vinterbrødre’ endte da også med ikke kun at blive et gennembrud for Pálmason, men også for skuespillere som Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne, som siden er blevet fuldtonede stjerner i egen ret.

Efter at have været i hovedkonkurrence på den prestigiøse Locarno Film Festival (hvor den i øvrigt vandt 4 priser), blev den solgt til 30 territorier og har vundet omtrent 30 danske og internationale priser.

Det krævede altså blot en debutfilm, for at Hlynur Pálmason kunne slå sit navn fast. Og for at Den Danske Filmskole endnu engang kunne frembringe et filmtalent af internationalt format.

Siden er fulgt en række markante spillefilm, som alle på bedst mulig vis eksemplificerer Pálmasons æstetiske særkende: En udpræget stoflig billedside, besnærende locations og en besættelse af individets indre liv.

Det er titler som ‘En hvid, hvid dag’ (2019), ‘Vanskabte land’ (2022) og ‘The Love That Remains’, der får dansk premiere senere i december.

Nu er Palmáson igen aktuel. For en måned siden havde filmen ‘Joan of Arc’ nemlig verdenspremiere på San Sebastian Film Festival, hvor instruktøren tager livtag med den navnkundige figur, hvis livsbane har givet anledning til meget – og meget forskelligartet – filmisk fortolkning.

Og som man kunne forvente, skiller Pálmasons fortolkning sig ud fra alle de andre.
Denne søndag viser vi desuden kortfilmen ‘Nest’ fra 2022, som deler en række formmæssige greb med ‘Joan of Arc’.

Så kom med, når instruktøren fortæller om sine seneste produktioner, sine inspirationskilder og fremtidige projekter.

Program:

11:30: Dørene åbner
12:00: Filmstart (Nest + Joan of Arc)
13:30: Pause (30 min.)
14:00: Masterclass Del 1
15:00: Pause (15 min.)
15:15: Masterclass Del 2
16:30: Tak for i dag

NB: Det er muligt at købe læskende forfriskninger i pausen, men sandwiches skal forudbestilles.

Om filmen:

“Det skyldes nok, at jeg er kunstner og filmskaber, men jeg har det her behov for at indfange ting, før de forsvinder,” har Hlynur Pálmason fortalt i et interview. Og i ‘Joan of Arc’ forstår man, hvad han mener.
I filmen laver tre søskende en ridderlignende figur, som de gennemborer af pile, og i løbet af de skiftende årstider er vi tavse observatører, mens den stakkels træfigur skiftevis ødelægges og genopbygges. Palmáson bruger sine egne børn i filmens hovedroller, og på trods af det statiske kamera tilsyneladende nøgterne blik, er billederne også præget af en melankolsk refleksion over tidens gang og altings foranderlighed.

Arrangementet er en del af Filmskolens eventrække ‘Masterclass’, hvor erfarne og kunstnerisk nysgerrige filmskabere over flere timer dykker ned i deres værk, karriere og kunstneriske udvikling. Samtaler, hvor der er tid til at skrue ned for tempoet og få et dybere indblik i de filmskabere, der er med til at forme vores forestillingsverden.

Mød