60 år senere begynder det hele forfra

Filmskolen har eksisteret i 60 år. 60 år med en rig, broget og anelse gennemtygget historie. Men arbejdet med at udvikle og fremme landets ypperste fortællere fortsætter ufortrødent, så tiden står aldrig stille på Den Danske Filmskole. Om lidt skal vi finde 54 nye talenter, der skal starte herude til sommer, og så er den store årgang i gang med afgangsproduktionerne. Herunder kan du læse fem studerende med det ene ben ude af skolen fortælle om alt det, de troede, de skulle lære og alt det, de tager med sig videre i en branche, der aldrig står stille.

Verdens bedste filmskole…

… er en titel, der har hængt ved Den Danske Filmskole, siden dogmebevægelsen i 1990’erne for alvor satte dansk film på verdenskortet. Og fordi idéen om dogmerne udsprang fra måden, undervisningen på Filmskolen var sammensat på, med konditioner og benspænd som et gennemgående metodisk greb for skolens produktioner, blev historien om de danske films internationale sejrsgang også historien om Filmskolens ditto.

Det er alt sammen mytestof.

Men det betyder ikke, at myten er uden værdi. For Den Danske Filmskole har i 60 år været et sted, hvor tradition og fornyelse har stået i en konstant vekselvirkning. Et sted, hvor noget skal overleveres, netop for at næste generation kan få mulighed for at bryde med den overlevering.

I disse måneder føles den bevægelse mellem fortid og fremtid meget konkret. Fiktionsinstruktørerne på den store årgang er gået i gang med deres afgangsproduktioner, og i løbet af de næste måneder følger dokumentar- og animationsinstruktørerne efter. Til sommer skal de ud af skolen og videre.

Samtidig begynder arbejdet med at finde de 54 nye filmstemmer, der skal træde ind ad døren næste år.

Det er i sagens natur et arbejde, der ikke først og fremmest binder an med alt det, der har været, men med løftet om alt det, der kommer. Og med spørgsmålet om, hvad de nye stemmer kommer til at gøre med den historie, de træder ind i.

For hvordan ser Filmskolen egentlig ud indefra i dag? Hvad forestiller man sig, når man søger ind – og hvad står tilbage, når man tre år senere er på vej ud? Og hvad kommer de til at gøre ved og med vores allesammens medie?

Det har vi sat os ned med fem af skolens nuværende studerende for at prøve et få et svar på: Isabella Hale fra fotolinjen, Saga Ahndoril fra fiktionsinstruktøruddannelsen, Maline Bak fra production design, Johan Reddersen fra animationsinstruktøruddannelsen og Bashar El-Zouheiri fra manuskriptlinjen.

Det begynder ikke nødvendigvis med film

Hvad driver et menneske til at søge ind på Filmskolen? Er skolens gange fyldt med studerende, hvis børneværelser har været tilplastret med filmplakater, og som har drømt om at gå her, siden de lærte at gå? Er her fyldt med døtre og sønner af etablerede filmskabere, som hele deres liv har kunnet pege på skolen og sige: Dér. Der skal jeg hen?

Nej, er det oplagte svar efter en samtale med de fem studerende.

For de er kommet ad vidt forskellige veje. Saga ville oprindeligt være skuespiller. Bashar opdagede i de tidlige skoleår et talent og naturlig interesse for at skrive. Isabella fandt fortællingen gennem barndommens fantasi og teater.
Maline opdagede en særlig fornemmelse for visuelle fortællinger, mens Johan kom fra design- og kunstverdenen og ledte efter det medie, der kunne rumme hans idéer.

Nu bliver de fem unge mennesker repræsentative for en årgang, og det er måske urimeligt. Men sandt er det, at vejene til Filmskolen er lige så forskelligartede som antallet af studerende.

Og skal man pege på én ting, der går igen i deres vej ind på skolen, er det trangen til at fortælle – og nysgerrigheden efter at finde det medie, den form og de mennesker, der kan give fortællingen de bedste vækstbetingelser.

For Johan blev filmen det oplagte sted:

»Der har været en søgen efter et medie for mine fortællinger, og så er det endt i filmen, fordi den rummer mange af kunstarterne.«

For Saga er det at fortælle forbundet med en nødvendighed og nærmest aktivistisk drivkraft. Hvis hun går hjem fra et break-up, er hun nødt til at fortælle, hvordan det føltes.

”Det er jeg bedre i stand til i film end ved noget som helst andet,” siger hun.

Og så er fortællingen en forudsætning for at forstå sig selv og verden på.

”Historier og fortællinger er alt, vi har som mennesker. Det er det, menneskeheden er. Det er kulturen. Det er vores fælles historie,” siger Saga.

Stedet

Hvad er det så for et sted, man søger ind på? Det er der naturligvis heller ikke ét svar på.
Noget af det fælles var følelsen af, at Den Danske Filmskole var det SS ondsbøte sted, stedet, simpelthen.

For Bashar var det næsten fysisk. Da han kom ind på skolen og gik gennem gangen med billeder af tidligere studerende, blev skolens historie pludselig konkret.

”I det øjeblik, man kommer ind, så ser man virkelig meget af historikken. Især når man går gennem den gang, hvor billeder af tidligere studerende bare hænger. Så slår det bare én, hvor meget der er gået forud på det her sted. Skolen har formet mennesker i årevis, som er vildt dygtige til det her.”

For Saga havde Filmskolen allerede en mytisk status i hjemlandet Sverige. Hun var vokset op med fortællingen om skolen som stedet, hvor særlige kunstneriske stemmer blev uddannet.

For Johan var myten en anden. Han kom fra kunstverdenen og søgte et sted, hvor det kunstneriske kunne forbindes med et større samarbejde og flere ressourcer.

”Mit projekt, da jeg kom ind, var at lære en masse om film og parre det med det kunstneriske og se, hvordan der kunne bygges bro mellem de to. Og det synes jeg, der har været plads til her.”

Maline søgte også fællesskabet. For selvom hun kunne arbejde som production designer i branchen uden at have gået på Filmskolen, så ville hun have en følelse af at være blevet hyret ind til et projekt.

”At komme ind på skolen betød, at man blev del af en generation, hvor man lærte sammen, og hvor man udviklede et sprog sammen. Så at starte på skolen var også ensbetydende med at blive en del af noget.”

Man lærer ikke det, man troede

Tre år senere er noget af myten blevet afløst af noget langt mere konkret. For bag dem ligger et utal af prøvelser, af førsteårsfilm, midtvejsfilm og penneprøver. Et væld af faglige udfordringer, som også handler om behovet for at indgå i tætte, kreative samarbejder med mennesker, som man måske ikke har vildt meget til fælles med.

”Der er jo en kæmpe personlig bue,” siger Isabella. ”Man bliver placeret i så mange forskellige samarbejder, så det er virkelig en undersøgelse i temperamenter at gå her.”

”Jeg havde en idé om, at det her var skolen, hvor man lærer at lave film,” siger Saga.

Og det virker da også som en rimelig antagelse.

”Men det gør man ikke. Man lærer, hvordan man arbejder metodisk og bevidst,” siger hun.

Og det taler ind i et andet aspekt ved skolen, som var en forventning, de alle delte og blev konfronteret af. Netop at skolen ikke skal give de studerende en kunstnerisk stemme. Og det gør den ikke, for de er blevet optaget på Filmskolen, fordi de allerede har den stemme.

”Skolen går ud fra, at man har en kunstnerisk stemme. Man skal ikke nødvendigvis finde den her,” siger Saga.

I stedet handler det om at udvikle en praksis. Om at forstå processen. Om at kunne kaste et kritisk blik på sit eget arbejde og forstå, hvorfor noget lykkes, og hvorfor noget ikke gør.

Og i den forstand handler det mindre om at få en dom over sit projekt, at en faglærer siger, at noget er dårligt, eller noget er godt, men om at blive bedre til at forstå sit eget arbejde.

Og her er det professionelle fællesskab, man indgår i herude, bare enormt centralt, for fire års uddannelse på Den Danske Filmskole er også en undersøgelse af, hvad der sker, når ens egen kunstneriske vilje skal møde andres.

Det er et spørgsmål om at blive i det svære sammen med andre.

En undersøgelse i temperamenter

Det er nemlig ikke tilfældigt, hvem der ender på de enkelte hold. De studerende skal ikke nødvendigvis ligne hinanden. Tværtimod er en del af uddannelsen at lære at arbejde med mennesker, man ikke selv ville have valgt.

Det kan være svært. Men netop derfor er det også lærerigt.

Johan har en meget enkel formulering for de tre år han har gået på skolen:
”Første år skal man lære at elske sig selv, andet år skal man lære at hade alle de andre, og det tredje år skal man lære at elske alle de andre.”

Det lyder som en joke, men beskriver samtidig en udvikling, flere af dem genkender. Man skal først lære at stå ved sig selv. Så opdager man, hvor forskellige de andre er. Og til sidst lærer man at give plads til forskellene uden at give køb på sig selv.

”Hold kæft, hvor bliver man tvunget til at tage hinanden seriøst og være i det rum, bide sig selv i tungen, give plads. Og pludselig har man bare hinandens ryg, selvom man er langt fra hinanden personligt,” siger Johan.

For Isabella er det netop noget af det særlige ved at være på skolen: at sidde i det samme rum med mennesker i fire år, lære dem indgående at kende og følge deres kunstneriske udvikling

Og måske er det også derfor, de har så svært ved at se hinanden som konkurrenter, selv om de snart skal ud i en branche, hvor der er kamp om mulighederne.

”Jeg tror, man skal prøve at lade være med at se det som en konkurrence,” siger Bashar. ”Vi er væsensforskellige fra hinanden og kunne ikke lave de samme ting.”

De har allerede erfaret, hvor lidt en idé i sig selv betyder. Til optagelsesprøven fik instruktørerne den samme tekst, de samme skuespillere og de samme rammer. De havde 45 minutter til at finde et koncept.

Resultaterne blev vidt forskellige.

»Der er ikke nogen, der kommer til at lave det samme som dig,« siger Saga.

Johan tilføjer: »Det er arbejdet med idéen, der gør det til ens eget. Idéen fylder så lidt.«

Måske er det også derfor alle er blevet mindre optagede af at skulle definere sig selv som kunstnere.
»Man afmystificerer rollen som kunstner,« siger Johan.

På den anden side af Filmskolen venter den virkelighed, hvor de igen skal finde deres egne veje. En branche, der måske nok er presset, og en tid, hvor det kan være svært at vide, hvilke film der bliver lavet, hvem der kommer til at se dem, og hvordan de skal finde deres vej gennem det hele.

Men Maline er ikke bekymret for, om filmen og fortællingen kommer til at forandre sig.

"For fortællinger er kernen i det, vi alle laver. Det har vi gjort siden hulemalerierne. Jeg er ikke bange for, at fortællinger går af mode. Det handler bare om at være frisk på at følge med udviklingen."

Det er der noget håbefuldt i.

Måske er det i virkeligheden det, de fem tager med sig.

Til sommer, når de alle forlader skolen, er det med en kunstnerisk praksis, der er bundet op på fællesskaber og en evne til at insistere på noget, der er deres eget.

Og modet til at gå steder hen, som endnu ikke findes. Det mod opdyrkes bedst sammen med andre, der vil noget lige så meget som én selv.