Til oktober starter diplomuddannelsen i film- og scenekunstnerisk ledelse op som et samarbejde mellem Filmskolen og Den Danske Scenekunstskole.
Uddannelsen skal løfte lederkompetencerne på tværs af film-, tv- og scenekunstbranchen, og til at sikre uddannelsens kvalitet, relevans og udvikling, har begge skoler i fællesskab sammensat et fagpanel bestående af de skarpeste eksperter og ledere fra hver branche. Fagpanelet skal bidrage til, at uddannelsen imødekommer aktuelle udfordringer og dagsordener i brancherne som bl.a. bæredygtighed, arbejdsmiljø, diversitet og internationalisering, som skubber til forståelserne for kunstnerisk kvalitet.
Diplomuddannelsen i film- og scenekunstnerisk ledelse er i sig selv et fælles værksted for ledelsesudvikling, hvor film- og scenekunstbranchen møder uddannelsesinstitutionerne om at finde fælles værdier for god ledelse. Det er helt afgørende, at uddannelsesinstitutionerne ikke definerer de gode værdier uafhængigt og frakoblet den virkelighed, brancherne står midt i, og derfor skal brancherepræsentanter og uddannelsesinstitutioner være sammen om at identificere de overordnede problemstillinger, der præger film- og scenekunstbrancherne – både strategisk, organisatorisk og økonomisk. Med panelets sammensætning har vi ønsket at skabe et stærkt brancheforankret fælles fagligt udviklingsforum, der skal arbejde netop med det.
Studieansvarlig, Anders Holst
Panelet er sammensat tværfagligt med otte fagligt stærke ledere fra centrale roller i film- og scenekunstbranchen.
Katrine Vogelsang, (CEO Nordisk Film Production), Mikala Krogh (Redaktionschef, DR Dokumentar), Lene Christensen (administrerende direktør Østerbro Teater), Jacob Jarek (producer, Profile Pictures), Karen Baumbach (lineproducer), Carina Johansson (administrationschef, Operaen), Jakob Engmann (leder af Baggårdteatret i Svendborg) og Thomas Langkjær (CEO Lion Musicals).
Katrine Vogelsang, CEO Nordisk Film Production
Den 15. august tiltræder Katrine Vogelsang som øverste chef for film og serier i Nordisk Film med ansvar for talentudvikling, indholdsmæssig retning og internt samarbejde. Fra 2011-2015 var Katrine fiktionschef på TV 2, hvor hun stod for i spidsen for udviklingen af TV-serier og for TV2s engagement i dansk film.
Jacob Jarek, producer Profile Pictures
Siden 2011 har Jacob drevet Profile Pictures, der har markeret sig stærkt som et ambitiøst, ungt og internationalt anerkendt produktionsselskab. Jacob har specialiseret sig i genrefilm med kunstnerisk kant af nye instruktører, bl.a gennem samarbejdet med Ali Abbasi på både ’Shelley’ og ’Holy Spider’, hvor sidstnævnte var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes i år.
Mikala Krogh, redaktionschef DR Dokumentar
Siden februar 2022 har Mikala været redaktionschef i DR med ansvar for DR dokumentar og P1 dokumentar, og som medejer af produktionsselskabet Danish Documentary har hun været instruktør på en lang række internationalt anerkendte og prisvindende dokumentarfilm og -serier, bl.a. ’Scandinavian Star’, ’Ekstra Bladet- uden for Citat’ og ’En mors kamp for et normalt liv’.
**Karen Baumbach, lineproducer **
Som freelance lineproducer og produktionsleder har Karen Baumbach siden 90’erne arbejdet på en lang række spillefilm, dokumentarfilm og tv-serier. Karen har været repræsentantskabsmedlem af Statens Kunstfond fra 2013-2016 samt tidligere formand for FAF 2011-2015 og konsulent for Copenhagen Film Fond.
Thomas Langkjær, CEO Lion Entertainment
Thomas Langkjær har i mere end 20 år, som producer, teaterchef og Executive Creative Producer, bidraget markant til musicalgenrens udvikling i Danmark. Thomas har erfaring med både strategisk, organisatorisk og kunstnerisk udvikling - fra udvikling af nye og originale musikforestillinger og produktion til lancering af nye og opdaterede versioner af internationale succesforestillinger.
**Carina Johansson, administrationschef Det Kongelige Teater - Operaen **
I 2021 tiltrådte Carina som administrationschef på Det Kongelige Teater - Operaen. Hun har siden 2002 fungeret som operaproducent og i perioden fra 2007-2015 var hun producent på Det Kongelige Teater. Fra 2015-2020 var hun produktions- og planlægningschef på Malmø Live Konserthus.
Jakob Engmann, teaterleder Baggårdteatret i Svendborg
Jakob Engmann har siden 2012 været leder af egnsteatret Baggården i Svendborg. Her har han bl.a. været ansvarlig for en strategisk og organisatorisk omlægning af egnsteatret, der har været kendetegnet ved en markant stærkere lokal forankring af den kunstneriske indholdsudvikling og organisering med et nationalt og internationalt sigte.
Lene Christensen, administrerende direktør Østerbro Teater
I juli i år tiltrådte Lene Christensen en nyoprettet stilling som administrerende direktør for Østerbro Teater, der tæller Østre Gasværk og Republique & Revolver, med ansvar for teatrenes ledelse og drift. Hun har flere års erfaring som økonomidirektør samme sted.