23. apr. 2022

Afgangsfilm udtaget til Cannes Filmfestival

STILL+6+FLÅET+KÆRLIGHED+1721-F-7-6.jpeg

100% FLÅET KÆRLIGHED får verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, hvor den skal konkurrere i La Cinef. Det er andet år i træk, at en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole er udtaget til den prestigefyldte filmfestival.

Blandt mere end 1500 indsendte film fra filmskoler i hele verden, er en af sidste års afgangsfilm fra Den Danske Filmskole udtaget til La Cinef i Cannes – festivalens officielle sideprogram dedikeret til nye, unge filmtalenter. Det drejer sig om fiktionsfilmen 100% FLÅET KÆRLIGHED instrueret af Malthe Saxer, produceret af Anne Falkesgaard Hansen og Sophie D'Souza og skrevet af Anna Juul, der i år skal konkurrere med 15 andre internationale kortfilm om hovedprisen på 15.000 euro.

100% FLÅET KÆRLIGHED slutter sig til rækken af få udvalgte danske film, der får verdenspremiere på verdens mest prestigefyldte filmfestival. Sidste år var afgangsfilmen fra Den Danske Filmskole FRIE MÆND udtaget til samme sideprogram.

Rektor, Tine Fischer, udtaler:

“Med udtagelsen til Cannes er ‘100% flået kærlighed’ rykket op i en kategori, som kun er få forundt. Det er et nåleøje at slippe igennem de mere end 1500 filmskolefilm, der har været tilmeldt, og det er selvfølgelig en kæmpe anerkendelse og blåstempling af den kollektive indsats, der ligger i filmen. At det ovenikøbet er andet år i træk, at Filmskolen har en afgangsfilm med i Cannes, vidner om, at vi har at gøre med en ny generation af unge, danske filmskabere – på tværs af alle kreative A-funktioner – som virkelig rykker. Jeg tror, at en ny en generation er ved at indfinde sig, og de kommer til at tage dansk film ind i en helt ny tid.”

100% FLÅET KÆRLIGHED er et anti-romantisk humoristisk drama om parforhold anno 2021. Kvinden og Manden er taget til Verdens Ende, for at dyrke deres nærmest ulækre forelskelse. Men pludselig en dag forsvinder alle Kvindens følelser for Manden som et lyn fra en klar himmel. Og hvad gør man så? Kæmper man? Giver man op?

Den 75. udgave af filmestivalen i Cannes afholdes fra 17. til 28. maj, hvor filmens instruktør Malthe Saxer og filmens producere Anne Falkesgaard Hansen og Sophie D'Souza vil være tilstede og repræsentere filmen.

Hovedprisen i La Cinef bliver uddelt til en awardceremoni torsdag den 26. maj.

Credits:
Instruktør: Malthe Saxer
Producere: Anne Falkesgaard Hansen og Sophie D'Souza
Manuskriptforfatter: Anna Juul
Fotograf: Jakob Natorp
Klipper: Martin Anthon Sørensen
Tonemester: Valdemar Blaakilde Fink
Production designer: Alberte Hummelshøj
Medvirkende: Maria Cordsen, Besir Zeciri og Anders Hove