6. apr. 2022

Arne Bro træder tilbage som leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole

Arne Bro.png

Arne Bro, grundlægger og leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, fratræder nu sin stilling som leder ved udgangen af juni 2022. Han vil fortsat være tilknyttet Filmskolen i nye udviklingsprojekter og som fast underviser.

Efter at have været ansat på Den Danske Filmskole i 30 år, har Arne Bro valgt at fratræde sin stilling, for at give plads til en ny generation. Beslutningen er truffet i nær dialog med Filmskolens ledelse, som ønsker at han fortsat skal undervise og bidrage til skolens forskning og efteruddannelse.

Rektor Tine Fischer udtaler:

”Arne Bro har leveret en markant og helt udsædvanlig indsats i sine mange år på Filmskolen og sat et afgørende vigtigt aftryk på udviklingen af dansk dokumentarfilm og på hele dokumentarbranchen – ikke bare herhjemme, men også internationalt. Det bliver nogle store sko at udfylde, men heldigvis forsvinder Arne ikke helt, og vi kommer fortsat til at kunne trække på hans enorme vid i en række projekter, der stadig er i udvikling. Vi vil nu benytte anledningen til at gentænke ledelsesstrukturen på dokumentarlinjen og sikre en uddannelse, der matcher den markante udvikling hele dokumentarscenen undergår i disse år. Dansk dokumentarfilm står internationalt i en unik internationalt ledende position og det er denne position, der både skal kæmpes for og ikke mindst videreudvikles.”

Arne Bro udtaler:

”Det har været et privilegium at undervise de talentfulde studerende på Filmskolen igennem 30 år. Det har været inspirerende at deltage i udviklingen af deres potentialer og det har været bevægende at følge deres videre arbejde, på DR, TV2, DFI, i biograferne og i mange internationale sammenhænge, hvor de med deres udtryksfulde og personlige filmsprog har vundet både priser og publikum. Jeg har haft en god dialog med film- og tv-institutionerne, med andre skoler og branchen, om udviklingen af et moderne, dokumentarisk filmsprog, nye arbejdsformer og en tidssvarende udbredelse og produktion af dokumentarfilm herhjemme og i udlandet. Jeg tænker, at det nu er et passende tidspunkt at træde tilbage fra ledelsesansvaret, så en ny generation kan tage over. Jeg glæder mig til at deltage i forskningen og i den videre udvikling på skolen.”

Arne Bro fratræder sin stilling ved udgangen af juni 2022. Det markeres med en reception fredag den 3. juni på Filmskolen. Den Danske Filmskole vil slå stillingen op snarest og nedsætte et bredt repræsenteret fagligt ansættelsesudvalg.

FAKTABOKS

Arne Bro er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1979, og har stået i spidsen for dokumentarlinjen siden dens oprettelse i 1992 (dengang TV-uddannelsen). Igennem de sidste 30 år har Arne Bro været drivende i etableringen af en internationalt ledende, dansk dokumentarfilmscene ved at udvikle en pædagogik og et kunstsyn, der placerer dokumentarfilmen som en kunstnerisk genre i egen ret. Filmskolens dokumentarlinje har således sat et markant aftryk på en hel generation af danske dokumentarinstruktører, heriblandt navne som Max Kestner, Pernille Grønkjær, Sami Saif, Eva Mulvad, Mikala Krogh, Frank Piasecki Poulsen, Michael Noer, Morten Meldgaard, Phie Ambo, Boris Bertram, Maya Albana, Nicole Horanyi, Andreas Koefoed, Katrine Philp, Simon Lereng Wilmont, Mira Jargil, Sun Hee Engelstoft, Laurits Flensted-Jensen, Frigge Fri, Maria Bäck og nye navne som Eva Marie Rødbro, Olivia Maria Rus, Jesper Dalgaard, Lin Alluna, Mads Hedegaard, Nitesh Anjaan og Patricia Bbaale Bandak, der alle har opnået anerkendelse herhjemme og i udlandet.