Christina Rosendahl modtager Kongeparrets Kulturpris

Christina Rosendahl modtager Kongeparrets Kulturpris for sit kunstneriske mod til at eksperimentere og samarbejde på nye måder i sine filmproduktioner. Det mod har hun udviklet og forfinet med forsker Lars Hammershøj i sin forskning på Den Danske Filmskole, og nu er resultatet, Rosendahlmetoden, endelig klar til at se dagens lys.

Få kunstneriske processer er lige så omsiggribende som en filmproduktion. Foruden produktionens omfang, som kan være mere eller mindre omstændelig, så sidder der i kernen et hold af A-funktioner med et væld af forskelligartede fagligheder, som skal forenes om en fælles vision.

Og den fælles vision udstykkes af instruktøren.

Derfor er filmsets typisk præget af stramme hierarkiske strukturer, hvor instruktøren har sidste ord, og hvor den kreative kongstanke kommer ét sted fra.
Men i de senere år har et udpræget fokus på arbejdsmiljø og -politik i kreative brancher bidraget til et skred i forståelsen af instruktørens almagt.

Og det er det skred, Christina Rosendahls kunstneriske udviklingsvirksomhed (KUV) vokser ud af. Gennem de sidste år har hun sideløbende med sin egen praksis og funktion som fagudvikler på Den Danske Filmskole, sammen med lektor og forfatter Lars Geer Hammershøj, arbejdet målrettet på at fremdyrke kunstnerisk og kreativt vovemod i sine produktioner – blandt alle A-funktioner.

Rosendahlmetoden hedder resultatet af det årelange arbejde, og det er en metode, som er udviklet til at øge samskabelsen i de kreative processer – og øge trivslen markant undervejs.

I dette interview fortæller Rosendahl og Hammershøj om ønsket om at øge arbejdsglæden i det kreative erhverv og om deres usædvanlige partnerskab.

Fra praksis til teori

”Jeg startede med at bruge metoden på ’Idealisten’ i 2013. Vist nok egentlig mest, fordi jeg var kommet al for sent i gang med udvikling.” Som så mange andre gode idéer, opstod også Rosendahlmetoden ud af tilfældigheder, forklarer Christina Rosendahl i et stille øjeblik på Filmskolen mellem alle de ting, der ellers optager hende for tiden.

Udover at være en af landets mest markante instruktører, er Rosendahl også med til at uddanne fremtidens instruktører på Filmskolen, og nu altså også modtager af Kongeparrets Kulturpris for virke, sine værker og sit mod til at afsøge nye kunstneriske veje for samskabelse.

Hun er flankeret af lektor, forfatter og forsker Lars Hammershøj, som blev inddraget i processen, da Rosendahlmetoden skulle udbygges med et teoretisk grundkorpus og siden blev til forskningsgenstand på Den Danske Filmskole som en del af Rosendahls kunstneriske udviklingsprojekt.

”Det stod totalt tydeligt for mig første gang, Christina henvendte sig i en mail: Her er en unik metode til samskabelse. Det her er en metode til at være kreative sammen” fortæller Lars Geer Hammershøj. Og der var ingen grund til betænkningstid. Han kom selv lige fra et større forskningsprojekt, som handlede om leg og kunst.

”Jeg skrev bare med det samme, at det lød vildt fedt, og det her ville jeg bare være med i”.

”Jeg har stadig mailen,” supplerer Christina Rosendahl.

Magten til låns

Helt konkret er Rosendahlmetoden designet til at styrke kreative processer ved at inddrage alle A-funktioner i kollektiv idégenerering. Det kan måske umiddelbart virke som noget, der let kunne blive rodet. Men i virkeligheden er det et stramt styret og nøje faciliteret ritual.

Ritualet begynder ved, at en leder formulerer en opgave som et problem, der skal løses – et spørgsmål eller en udfordring, man ønsker hjælp til.
Deltagerne skal så udvikle en besvarelse på problemstillingen, som de kommer og præsenterer via noget konkret såsom et digt, en sang, en rekvisit, lydbid, et maleri mm.

Dernæst sætter holdet eller deltagerne sig i en rundkreds og præsenterer deres idéer for hinanden på skift. Det har de typisk 10-15 minutter til, og det er vigtigt, at hver deltager skal sørge for at bruge al den tid, de har til rådighed og må padle om nødvendigt.

”Ingen må tale undervejs,” siger Christina Rosendahl alvorstungt. ”Ingen må ikke kommentere, ingen må sige ’fedt’, ingen må stille spørgsmål. Det er ekstremt højtideligt. Og det er pointen, at også alle de dårlige idéer har fået lige så meget opmærksomhed og respekt som de gode idéer.”

Derefter indtræffer pingpong-runden, hvor deltagerne på skift kort præsenterer den ide, de hver især har hæftet sig ved, så forsøger de at udvikle lidt videre på ideen, inden bolden kastes videre til en anden. Og sådan bliver man ved.

Ritualet afsluttes ved at deltagerne så sidder i tavshed nogle minutter, og ritualet er fuldbragt, når lederen siger ’tak’.

For Christina Rosendahl og Lars Hammershøj har metoden vist dem værdien i flade arbejdsfællesskaber. Men Rosendahl indvender stadig, at hun ikke tror på at give instruktørens belsutningsmagt fra sig, det såkaldte ’director’s cut’.

”Jeg er stor tilhænger af hierarkier. Det værste er jo, når man lader, som om der ikke er noget hierarki. Jeg tror, det er der, hvor en masse krænkelser og magtmisbrug kan indtræffe. Når vi lader, som om det ikke findes. I mine ritualer giver jeg magten fra mig, jeg afleverer den til de andre. Men bagefter så vender vi tilbage, og så tager jeg nogle beslutninger. Eller vi kan også tage dem sammen. Men ultimativt tager jeg dem.”

Lars Hammershøj supplerer:
”Jeg har tidligere været en del af et forskningsprojekt om leg og kunst, og her endte vi med ikke at møde hinanden i vores roller som forsker, pædagog, kunstner, men vi mødtes som mennesker. Der vil altid være alle mulige former for hierarki, men i de samskabelsesprocesser, som er faciliterede, er det min klare erfaring, at det skaber bedre relationer mellem de medvirkende.”

Åben og lukket

Oprindeligt bygger Rosendahlmetoden på John Cleeses kreativitetsteori, som han udrullede i en TV-transmitteret tale i 1991.

Det centrale i Cleeses teori er idéen om åbne og lukkede modusser, og at forudsætningen for enhver kreativitet er, at man eksponerer sig for inspirationen ved at træde ind i det såkaldt åbne ’mode’.

Derefter indtræffer så det lukkede ’mode, hvor man reflekterer over den kreativitet, som tiden i det åbne har givet anledning til. Med andre ord er det her, i det lukkede, at idéerne sorteres i og bliver til virkelighed.

Og det er samme bevægelser, som ligger til grund for Rosendahlmetodens idéritual.

”Jeg tænkte så, at jeg ville formulere det som en gruppepraksis,” fortæller Christina Rosendahl og tilføjer:

”Noget af det, der er så fedt ved John Cleese er, at han siger, man skal blive dygtig til at være i det åbne, hvis man skal have et lykkeligt, tilfredsstillende arbejdsliv som kreativ. Det er nemlig her, du får al din inspiration. Så hvis du kan blive i open mode sådan lidt styret lang tid, så får du dybde i dine idéer.”

Det betyder ikke, at det lukkede modus ikke er lige så vigtigt, men det centrale i både Cleeses kreativitetsteori og Rosendahlmetoden er bevidstheden om, hvornår man er i det ene og det andet.

Hammershøj stemmer i:

” Vi er simpelthen for hurtige til at blive realister, og det kan gøre vores idéer flade. I al sin enkelthed gør den her metode det muligt for folk at skabe sammen på en måde, som ikke kunne ske, hvis vi blev siddende i vores normale roller.”