28. sep. 2022

Den Danske Filmskole indgår samarbejde med Series Mania Institute

Eureka Series.jpg

Series Mania har siden 2018 været Europas førende brancheplatform for tv-serier. Sammen med fire andre europæiske filmskoler, bliver Den Danske Filmskole nu partner på deres Eureka Series – et intensivt undervisningsforløb for nye unge serieskabere.

I 2021 blev Eureka Series lanceret som et nyt, ambitiøst talentinitiativ og samarbejde mellem Series Mania og den Franske Filmskole La Fémis målrettet en ny generation af serieskabere fra hele Europa. Siden er Eureka Series vokset, bl.a. ved hjælp af støtte fra HBO Max, og når den tredje udgave finder sted om få dage i den franske by Lille, bliver det med Den Danske Filmskole som ny partner, der foruden også tæller filmskolerne i Madrid, Køln, Rom og Lodz.

Rektor for Filmskolen, Tine Fischer, udtaler:

”Filmskolen er et sted, hvor vi uddanner næste generation af historiefortællere, der i høj grad kommer til at begå sig i et serielt marked, domineret af store globale streamere. Derfor er det åbenlyst vigtigt, at Filmskolen også indgår relationelle partnerskaber med store brancheplatforme som Series Mania, der udover indblik i pædagogiske praksisser i forhold til tv-serier også giver adgang til showrunnere og serieforfattere på verdensplan, der kan komme både skolens studerende og efteruddannelse til gode.”

Administrerende direktør for Series Mania, Laurence Herszberg, udtaler:

"Den Danske Filmskole er en af Europas førende institutioner inden for film og tv, og vi kunne ikke være mere stolte over at få dem som partner på vores Eureka Series-program. Vi glæder os til at tage imod både deltagere og tutorer fra Den Danske Filmskole og til at samarbejde om konstitueringen af et kreativt netværk for serieprofessionelle.”

Eureka Series tilbyder et intensivt 10-ugers undervisningsforløb for 12 unge serietalenter fra hele Europa, hvor fokus er på kreativ udvikling, manus, finansiering og produktion af transnationale serieprojekter. Eureka Series finder sted to gange om året i henholdsvis forår/sommer og efterår/vinter, hvoraf næste udgave allerede løber af stablen fra 30. september til 9. december.

Som del af samarbejdet forpligter Den Danske Filmskole sig til at pege på brancheprofessionelle fra Danmark, der kan undervise på forløbet og til at indgå i Eureka Series’ Advisory Committee.

Næste Open Call er i oktober/november, hvor der er mulighed for at ansøge om at deltage i forår/summer-udgaven i 2023.

Den 17. november kommer Pierre Ziemniak, Managing Director af Series Mania Institute, på besøg på Filmskolen og fortæller mere om ansøgningsproces og Eureka Series.

Om Series Mania

Series Mania blev etableret i 2018 i Lille og har siden vokset sig til verdens største og førende event for tv-serier. Festivalen, der hvert år finder sted over otte dage i marts, byder på verdenspremierer af store internationale tv-serier, masterclasses med tidens største serieskabere og brancheevents i form af Series Mania Forum og Lille Dialogues. I 2021 blev Series Mania Institute, herunder Eureka Series, lanceret som et rendyrket uddannelses- og talentinitiativ målrettet unge serieskabere fra hele Europa.