På Filmskolens Efteruddannelse er der et væld af kurser, der giver konkrete redskaber og erfaring til udvikling af processer og arbejdsgange for A-funktioner.
Men der har manglet et kursus målrettet instruktører med et vist erfaringslag, og som skal bidrage til at tydeliggøre deres metode og æstetiske særkende.
Ved at give dem en lavpraktisk tilgang til at få synliggjort deres arbejde, gør man dem i stand til at italesætte deres metode på en måde, så det gerne i sidste ende skulle blive lettere at realisere projekter.
Det hul er nu udfyldt. For faglærer på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole, Rasmus Kloster Bro, har sammen med instruktør Lilja Ingolfsdottir udviklet et nyt, ambitiøst format til Efteruddannelsens katalog.
Under titlen ’Directors’ Deep Dive’ får otte udvalgte filminstruktører nu mulighed for at træde ud af den isolation, som ofte kan kendetegne deres praksis, og lade sig inspirere af ligeværdige fagfæller for at tage deres kunstneriske afsæt til et nyt niveau.
Til at gøre os klogere på, hvad det kursus helt præcist går ud på – og hvorfor det er nødvendigt – har vi sat Rasmus Kloster Bro stævne i sofaerne på Den Danske Filmskole.
”’Directors’ Deep Dive’ er en mulighed for erfarne instruktører til at få en dyb refleksion over deres kunstneriske praksis, få tydeliggjort metoderne i den, og dermed styrke lederskabet i deres praksis,” siger Kloster Bro imellem undervisningen af fremtidens filminstruktører. Han fortsætter:
"Der er stort set ingen formater, der henvender sig til de instruktører, som allerede har et stort fundament at stå på, men som alligevel gerne vil tage det – særligt kunstnerisk – til et nyt niveau. Og instruktører er meget alene i deres praksis og er meget singulære i den måde, de arbejder på, så det her er også en mulighed for at lade sig inspirere af andre, som befinder sig på et lignende niveau. Og så tilbyder vi også nye banebrydende metoder, som er teknologisk funderet, man kan vælge at inkludere i sin praksis.”
Centralt i kursusforløbet er en uges internat på Dallund Slot på Fyn. Her vil de otte instruktører gennemgå en såkaldt process mapping, hvor de får en guidet analyse af et tidligere projekt, som har været særligt betydningsfuldt for deltageren. Her bliver man eksponeret – og eksponerer der andre deltagere – for de ting, man muligvis er kommet til at tage for givet i sin proces, som man så kan diskutere mellem hinanden. Idéen er så, at man fylder sin værktøjskasse med input fra de andre, samt nogle teknologiske aspekter, og så derefter skabe en ny proces for det projekt, man er i gang med.
”Det er vigtigt for det her forløb, at det rummer en forståelse af, at det ikke foreligger nogen universel metode, som er uafhængig af dem, der skaber, og det, de skaber. Stof, skaber og metode hænger uløseligt sammen.”
Og det er en vigtig pointe, understreger Kloster Bro. For faldgruben af et forløb af denne art er, at det bliver for programmatisk eller rigidt metodisk. Og det er ikke meningen. For centralt i ’Directors’ Deep Dive’ står idéen om at tage metode dybt alvorligt, at tage højde for den enkeltes kunstneriske særkende og tilgang.
”I virkeligheden handler det om at italesætte sin proces, at tydeliggøre den og måske få et fælles sprog for den. Samtidig må vi jo hele tiden erkende, at enhver kunstnerisk praksis er bundet op på personlighed og intuition.”
Efter internatet, som kun er for instruktører og enkelte gæsteforelæsere, vil der være en opsamlende workshop på Den Danske Filmskole, som også inkluderer producere, og hvor fokusset i langt højere grad er at omsætte kursets erfaringer til en slagplan, en udviklingsproces, som gerne skulle bero på den pågældende kunstners egne præmisser.
Eller som Rasmus Kloster Bro selv siger det:
”Forløbet er bygget op omkring først at fastlægge og identificere en filmskabers særlige måder at arbejde på, dernæst at spore os ind på, hvad der skal til for, at de kan realisere det på bedst mulig vis, og til sidst omsætte det til den optimale udviklingsproces. Hvis du ikke selv tager styring over dine metoder, så er der nogle rammer, der gør det for dig, og så skaber du i virkeligheden på andres præmisser.”
Et særligt aspekt for arbejdet som filmskaber er, at selvom det ofte må siges at være et meget målrettet arbejde, så arbejder instruktører altid i kontekster. En instruktør kan aldrig sige sig fra af de sammenhænge – udvikling, finansiering, samarbejde – som den indgår i, og som den skal spille op imod.
Og det er Rasmus Kloster Bros erfaring, at jo mindre formuleret man er omkring de ting, man har brug for, jo sværere bliver det også at sikre de vilkår, der skal til for at udnytte potentialet i de kunstneriske visioner.
Superkraften er gruppen af instruktører, som går igennem det samme, og som kan dele med hinanden
Rasmus Kloster Bro
Og den viden har Kloster Bro oplevet på egen hånd. Dels selvfølgelig som filmskaber i egen ret, men også i sit virke som forperson i instruktørforbundet, hvor han ofte skulle arbejde med kunstens og kunstnerens rammevilkår.
Men også arbejdet som lærer på Filmskolen har været udslagsgivende for konceptet:
”Der er en erfaring her fra skolen i at lave Havarikommissioner, hvor man jo kigger på en proces, der er færdig og forsøger at gå meget nøgternt igennem den. Det har vi gjort på skolen med de studerende, for det er en effektiv måde til at synliggøre en ellers meget intuitiv praksis. Det kommer ligesom fra skolen,” siger han.
Og selvom han er vant til at undervise, er det vigtigt, at kurset tiltrækker instruktører, som står på et fundament af meget erfaring, og som i virkeligheden derfor ikke har brug for, at en ”ekspert” kommer udefra og lærer dem noget. Det er jo deres egen praksis, de skal blive eksperter i. Derfor vil udefrakommende input i højere grad være undervisere som mestrer et teknologisk værktøj, instruktørerne kan lære at bruge konkret.
Eller som Kloster Bro formulerer det:
”Den største kvalitet er den dybe procesanalyse og den faciliterede vidensdeling mellem otte erfarne instruktører. Superkraften er gruppen af instruktører, som går igennem det samme, og som kan dele med hinanden. Det er et forløb, man skal gå ind i med en vis åbenhed og en generøs lyst til at dele.”
Læs mere om Filmskolens Mini MFA-forløb lige her.