Med støtte fra EU Kommissionen har klyngeorganisationen Vision Denmark samlet et internationalt stærkt branchepartnerskab omkring European Writers Club, der er søsat for at løfte, promovere og forene nogle af Europas største film- og serietalenter.
Programmet består af tre workshopforløb med fokus på idéudvikling, konceptualisering og samarbejde med broadcasters, der afholdes fire forskellige steder i Europa. Den Danske Filmskole er programmets danske hub og vært for den første Boosting Ideas Workshop, der finder sted til oktober i København.
”European Writers Club er et vigtigt initiativ, der er med til at sikre, at vi herhjemme kan beholde den absolutte førerposition, når det kommer til film- og seriefortællinger, som vi er internationalt anerkendte for. Filmskolen er et sted, hvor vi uddanner næste generation af historiefortællere, der i høj grad kommer til at begå sig i et marked, domineret af de globale streamere. Derfor er det naturligt og vigtigt, at Filmskolen er hub for et så ambitiøst program”, udtaler rektor på Filmskolen, Tine Fischer.
Det første workshopforløb finder sted over to separate uger, hvoraf den første uge afholdes på Filmskolen fra 23.–28. oktober. Her vil deltagerne skulle arbejde med idéudvikling på et tidligt stadie i deres kreative proces ud fra metoder udviklet af det franske efteruddannelsesinitiativ Le Groupe Ouest. De øvrige workshops afholdes i Tallinn fra 5.–10. december, i Dublin fra 11.–16. april og i Galicia fra 30. maj – 5. juni. De sidste to workshopforløb har fokus på konceptudvikling og ledes af Torino Film Lab.
Europæiske tv-serieskabere og forfattere med en dokumenteret track record på mindst tre afsnit af en tv-serie, der har været vist i minimum to europæiske lande, kan søge om at deltage i European Writers Club. I alt udvælges 10 kreative til at deltage i programmet over det næste år.
European Writers Club er finansieret af EU Kommissionen med støtte fra Vision Denmark og AGADIC/Spanien, Screen Ireland, Det Estiske Filminstitut, Den Danske Filmskole, Det Danske Filminstitut, Nordic Writers Associations, Nordisk Film og TV Fond og TV2/Danmark.
I advisory boardet sidder: Katrine Vogelsang (Nordisk Film, Danmark), Nikolaj Scherfig (manusforfatter, Danmark), Simone Emmelius (ZDF, Tyskland), Virginia Yagüe (manusforfatter, Spanien), Ivar Køhn (Rubicon, Norge), Femke Wotling (Submarine, Holland) .