Se det fulde program på www.generationfestival.dk
20 film fra en ny generation af filmskabere, der har potentialet til at tegne fremtiden og rykke filmkunsten i helt nye retninger. Det er kernen på GENERATION, der i år er vokset ud af rammerne på Filmskolen og nu afholdes i samarbejde med Grand Teatret og Empire Bio.
Hvor sidste års festival havde afgangsfilm fra Filmskolen i centrum, er årets festival tilrettelagt i samarbejde med de studerende. GENERATION retter i år blikket udad med et fokuseret program bestående af nye stemmer fra hele verden, der måske er ukendte for de fleste, men som trods en ung alder har stjålet opmærksomheden på de store filmfestivaler i Cannes, Berlin, Venedig og Locarno. Det ses allerede på festivalens første dag, hvor fransk-senegalesiske Mati Diops aktuelle hybridværk ‘Dahomey’, der vandt hovedprisen på dette års Berlinale, åbner ballet.
Filmen cementerede Mati Diop som en af sin generations vigtigste stemmer, og derfor har festivalen ligeledes dedikeret en retrospektiv til hende og viser flere af hendes tidligere værker under GENERATION.
“Sidste år introducerede vi GENERATION som en ny tidssvarende festival, der tager ansvar for filmkunstens nye talenter, der ellers har svært ved at finde vej til de danske biografer. Det gjorde vi, fordi der herhjemme helt åbenlyst mangler et kulturelt og publikumsmæssigt samlingspunkt, hvor både talenterne, den etablerede film- og tv-branche og kulturinteresserede mødes om den allernyeste filmkunst fra særligt en ny og yngre generation. Og den opgave, har Filmskolen også et ansvar for at være med til at løfte som den eneste statsligt anerkendte kunstskole herhjemme, der uddanner vækstlaget i dansk film. I år har GENERATION fået vokseværk, og derfor rykker vi en stor del af programmet ud af huset og ind hos Grand Teatret og Empire Bio, men ambitionen forbliver nøjagtigt den samme”, siger rektor på Filmskolen, Tine Fischer.
Hvordan forholder filmkunsten sig til tidens store sociale og politiske agendaer, der optager ungdomsgenerationen i dag? Det giver flere af årets film på GENERATION et kvalificeret bud på.
Det gælder blandt andet iranske Ali Ahmadzadehs Locarno-vinder ‘Critical Zone’, der er optaget i al hemmelighed og portrætterer Irans utilfredse ungdom og frihedskamp. Savanah Leafs imponerende debutfilm ‘Earth Mama’ om moderskab, race og klasse, skudt på grynet 16mm. Julio Torres’ quirky queer-komedie ‘Problemista’, der med Tilda Swinton i hovedrollen, går i flæsket på det amerikanske immigrationssystem. Ena Sendijarevićs hollandske Oscar-bidrag og kolonifortælling ‘Sweet Dreams’. Og sådan kunne vi blive ved. Fælles for alle filmene i årets program er, at de går til verden med stor kunstnerisk subjektivitet og originalitet, enten ved at excellere i et allerede eksisterende filmsprog eller forsøge at skabe et helt nyt.
Ingen GENERATION uden fester, events, debatter og samtaler. Og igen i år har Filmskolens egne studerende også været med til at tilrettelægge et talk- og debatprogram, som reflekterer nogle af de kunstneriske og samfundsaktuelle tendenser, der optager dem. I løbet af festivalen kan publikum blive klogere på, hvor den danske ungdomsfilm er blevet af, hvordan man i fiktionen går i dialog med historien, hvad queer-film egentlig er og hvordan man laver film under et net af kinesiske censurlove. Vi kigger også på generationsportrættet i kunsten og spørger, om litteraturen og fiktionen kan bidrage med nuancerede perspektiver og mindske kløften mellem boomere, zoomere og millennials. Alt sammen i selskab med nogle af landets mest interessante kunstneriske stemmer og meningsdannere som serieskaber Jonas Risvig, filmskaberne Birgitte Stærmose og Lea Glob, manuskriptforfatter og skuespiller Anna Neye, forfatterne Theis Ørntoft og Ditte Holm Bro og influencer Sonja Lovdal.
Men det slutter ikke her. Alle dage under festivalen rundes af med fester – i både biograferne og på Filmskolen – hvor nogle af Københavns mest fremadstormende dj’s og artister leverer musikken.
Det fulde festivalprogram kan ses på www.generationfestival.dk, hvor billetsalget allerede er startet.
GENERATION blev grundlagt af Den Danske Filmskole i 2023 ud fra ønsket om at etablere et kulturelt samlingspunkt, hvor nye, store tendenser og filmkunsten diskuteres og fremhæves – set fra et ungeperspektiv. I år er festivalen vokset ud af rammerne på Filmskolen, og finder også sted i Empire Bio og Grand Teatret.
Programmet er tilrettelagt i samarbejde med studerende fra Filmskolen, og byder i år på 20 internationale film + 8 kortfilm fra blandt andre de store, vægtige filmfestivaler i Cannes, Berlin, Venedig, Toronto, Locarno og Sundance. Suppleret med fester, talks og debatter med filmskabere, kunstnere og meningsdannere, der giver nye perspektiver på filmene og på tidens store samtaler.