Ingen festival uden alt det sjove og sociale. Derfor byder GENERATION igen i år på fester, koncerter, dagsordensættende debatter, talks og Q&A's med nogle af de mest fremtrædende kunstnere, eksperter og meningsdannere, der giver nye perspektiver på udfordringer i branchen og på store spørgsmål i tiden. Alt sammen udvalgt og tilrettelagt af Filmskolens egne studerende.
Så for at give dig det fulde overblik over, hvad du kan opleve på scenerne rundt om i byen fra den 19.–22. juni, har vi samlet en guide til dig her, så du let kan håndplukke lige præcis de events, som er mest relevante for dig. Ja, eller se, om du kan nå det hele!
Husk, at du altid kan se det fulde program lige her.
På årets første festivaldag lægger vi vejen forbi badeanstalten. For ifm. visningen af Blok 5, vil animationsinstruktør Kauli Greens 'Elsker det for dig' give anledning til en samtale om transpersoners fællesskaber i Danmark, om vigtigheden af en intern vidensdeling, og hvordan man sammen kan møde verdens modstand med humor og integritet.
Med til at forlænge filmens univers og udvide dens tematikker er Rami og A, der begge er medvirkende i 'Elsker det for dig'. Derudover vil også projektleder hos LGBT+ Danmark Flor Ma Lysgaard være en del af samtalen, som modereres af Kauli Green.
Efter visningen af 'Beutset' i Gloria Biograf den 19. juni forsætter vi, hvor filmen slipper, når filminstruktørerne Keiria Shishay, Nuno Boaventura og Patricia Bbaale Bandak snakker om vigtigheden af drømme og minder i afrikanske film.
Sammen vil de udforske filmens potentiale som et medie til at mindes, sørge, gøre modstand og forestille sig noget andet i kølvandet på kolonialisme og i grebet på fattigdom, fordrivelse og udnyttelse af arbejdskraft.
Samtalen er modereret af Qwin Werle, der er forsker, forfatter og PhD-studerende ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Deres forskning undersøger den radikale sorte fantasi med et særligt fokus på sort surrealisme i film og visuel kultur.
Efter visningen af 'The Sparrow in the Chimney' stiller vi skarpt på filmkritikerens rolle i filmkulturen og spørger, om (film)kritikken er død, eller om den forsat har en berettigelse i en verden, hvor alle har deres egne medier og kan lave deres egne anmeldelser.
Til at hjælpe os med at svare de spørgsmål, giver vi mikrofonen til filmanmelderne Christian Monggaard (Information), Nanna Frank Rasmussen (Politiken) og Lasse Winther Jensen (Weekendavisen).
Sammen vil de invitere os ind i filmkritikerens maskinrum, når de fortæller, hvordan de ville gå til en anmeldelse af 'The Sparrow in the Chimney'.
Samtalen vil blive modereret af Arthur Delay, der er afgående manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole.
Læs mere og køb billet
Dea Kulumbegashvilis 'April’ er et hjemsøgende, kompromisløst og dystert drama og en virkelighed for georgiske (og mange andre) kvinder, der har fået frataget retten over deres egne kroppe og liv i patriarkalske samfund. Fortalt gennem lange statiske scener og mareridtsagtige kompositioner bliver filmen både til et portræt af kvinders vilkår i det overvejende kristenortodokse Georgien og af en ødelagt kvinde, der ikke har plads til andre end sig selv i sit liv.
Visningen præsenteres i samarbejde med den georgiske ambassade, som efter filmen byder på glimrende georgisk vin i Glorias foyer, der kan nydes, mens man endevender det mesterstykke, man lige har overværet.
Eksperimenterende elektronisk avantgarde-pop møder napolitansk folkemusik i dansk-italienske Francesca Burattelli's særegne og hjemsøgende lyduniverser.
I henholdsvis 2020 og 2022 har hun udgivet værkerne 'Condition' og 'Battle Fatigue'. Og hendes optrædener tæller blandt andet Roskilde Festival, STRØM og Copenhagen Jazz Festival, og kunstinstitutioner som Overgaden, Malmö kunsthal og CC. Og nu altså også GENERATION.
En ny udgivelse er på vej i 2025, som i højere grad morfer Francesca Burattellis rødder i et nyt kunstnerisk spektrum, hvor fragmenterede elektroniske scenarier møder napolitansk sangtradition.
Koncerten er gratis og en del af en koncertrække, der præsenteres i samarbejde med Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og er venligt støttet af Christianhavns Lokaludvalg.
Efter visningen af Ragnhild Ekners ’Ultras’ i Empire Bio forbliver vi i romerlysenes røde skær og dykker længere ned i fodboldens fanverden og den kultur, der følger med de eksalterede fodboldfans – på godt og ondt.
Til at gøre os klogere på (mis)forholdet mellem fans og sport, har vi inviteret Politikens sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen forbi Empire Bio. Han har i mange år undersøgt og arbejdet med fan- og hooligankultur i journalistisk øjemed.
Han flankeres af den tidligere danske landsholdsspiller Viktor Fischer, der blandt andet er vært for fodboldpodcasten ’Indersiden med Viktor Fischer’, hvori han også har beskæftiget sig med fodboldtribunernes mere ekstreme sider.
Samtalen bliver modereret af redaktør på tidsskriftet MÅL og programlægger på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, Lars Skovgaard Laursen.
Fwends’ er en film, der er lavet for cirka 17.000 danske kroner, hvilket er nogenlunde det samme som nul kroner i nutidens filmindustri. Derfor vil inviterer vi efter visningen af filmen i Cinemateket de to danske filminstruktører Søren Peter Langkjær Bojsen og Anna Sofie Hartmann på scenen til en snak om at lave spillefilm uden om de traditionelle støttesystemer.
Søren Peter Langkjær Bojsen instruerede i 2023 den Robert-vindende spillefilm ’Det store glitch/Paradisets børn’ – en film lavet udelukkende på filmskaberens eget kunstfonds legat. Mens Anna Sofie Hartmanns debut som spillefilmsinstruktør ’Limbo’ blev lavet som hendes afgangsfilm på den ikoniske DFFB filmskole i Berlin på det nærmest ikke-eksisterende budget, der følger med fra skolen.
Samtalen vil blive modereret af producer på Den Danske Filmskole Lasse Abildgaard Jørgensen.
Læs mere og køb billet
Den unge belgiske filminstruktør Mathijs Poppe er seneste skud på stammen i en filmnation, der bliver ved med at producere den ene imponerende film efter den anden. ’The Jacket’ er hans spillefilmsdebut og havde sin verdenspremiere på den belgiske filmfestival Film Fest Gent, inden den blev udtaget til verdens største dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam.
Men hvordan laver man som belgier og europæer film om palæstinensiske flygtninge lige midt i Libanons kaotiske gader? Og hvordan vinder man tilliden hos nogle mennesker, der er vant til, at det er de færreste, der vil dem noget godt?
Mød Mathijs Poppe til en Q&A efter visningen.
Bag navnet Madigan gemmer sangskriver, sanger og producer Johanne Møller sig. Live får hun besøg af drum'n'gaze-musikeren Casper Munns, og det her vil være den første officielle koncert sammen under navnet Madigan.
Derfor er det (heldigvis) endnu ret vanskeligt at definere Madigan og placerer musikken i en særlig bås. Så vi har søgt hjælp og bedt en AI-robot om at beskrive, hvordan det egentligt lyder, og hvad man kan forvente sig af koncerten:
"Madigan lyder lidt som en amerikansk indierock-sang fra 2002, der er gået forkert ind på en technoklub i South London. Du ved ikke, om du skal danse, græde eller ringe til din ekskæreste. Madigan er et opgør forklædt som koncert. Et nystartet projekt af guitarist, sanger, sangskriver Johanne Møller, i et samarbejde med drum’n’gaze-musiker Casper Munns.
Koncerten er gratis og en del af en koncertrække, der præsenteres i samarbejde med Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og er venligt støttet af Christianhavns Lokaludvalg.
'Queens of Drama' er en utrolig queer-kærlighedsmusical, der befinder sig et eller andet farverigt og besynderligt sted mellem YouTube. Melodi Grand Prix og en dystopisk fremtid.
Efter visningen af 'Queens of Drama' i Empire Bio fredag den 20. juni afholder vi Buttplug Bingo i samarbejde med sexlegetøjsbutikken Peech. Arrangementet er åbent for alle med billet til filmen, og hvis heldet er med dig – eller mod dig – kan du vinde hotte præmier fra Peech, mens du nyder en kold øl eller hvad ellers ganen befaler
Efter visningen af ’Queerpanorama’ forlænger vi filmens kalejdoskopiske syn på intimitet, sex og længsel og vender blikket mod kærligheden i vores samtid og stiller spørgsmålet: Er kærligheden død? Og hvordan formes vores relationer i en tid præget af frihed, algoritmer, fragmenteret begær, dating apps og et virvar af både muligheder og tomrum?
De spørgsmål søger vi svar på sammen med forfatter og forsker i mediepsykologi Mette Kramer og forfatter, journalist og podcastvært på Ibyens Kærlighedsbrevkasse, Felix Thorsen Katzenelson.
Læs mere og køb billet
Flere af årets afgangsfilm på Den Danske Filmskole kredser om de spørgsmål og andre eksistentialistiske temaer. Derfor undersøger vi, hvordan man laver kunst om det, der er svært at tale om, og sætter billeder på det, der kan være svært at se.
Det gør vi sammen med tre af årets afgående instruktører, der netop har undersøgt de temaer, nemlig Mone Frog (’An Animal Being’), Julius Ernst (’All thing pass and will pass again’) og Joaquim Berglund (’Remains’).
Samtalen er modereret af programchef på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, Mads Mikkelsen.
Filmhistorien er fyldt med store, fantastiske auteurs, der egenhændigt har kastet nyt lys på verden omkring os. Det har krævet krøllede, kreative hjerner og kæmpestore egoer. Det er vi i hvert fald blevet fortalt. Men nu er det på tide at slå ideen om det ensomme geni ihjel. Eller i hvert fald er det blevet tid til at prøve noget nyt.
Til at udforske det emne har vi sammensat et panel af filmskabere, der har indkorporeret fællesskabet i deres filmiske arbejdsliv:
Phie Ambo er dokumentarinstruktør og arbejder i øjeblikket kollektivt med tre instruktører fra henholdsvis Norge, Sverige og Færøerne på et projekt om klimaforandringernes konsekvenser fortalt gennem elementerne: ILDEN, VANDET, JORDEN, LUFTEN.
Annika Berg er filmskaber uddannet fra Den Danske Filmskole i 2015. Hun har blandt andet instrueret filmen 'Team Hurricane', der har et kollektiv af otte upolerede teenagepiger som sit omdrejningspunkt og skabt i samarbejde med deres input til filmen, og så er Annika Berg også en af af de fem filmskabere bag det nye kunstneriske kollektiv 'DOGME 25', der blev præsenteret under årets Cannes Film Festival.
Samtalen bliver modereret af Malthe Emil Kalbakk Elgaard, der er afgående fiktionsinstruktør på Den Danske Filmskole.
Læs mere
At arbejde med den palæstinensiske diaspora og balanceringen et filmisk sprog et sted mellem fiktion og virkelighed bliver omdrejningspunktet, når de to filmskabere Mahdi Fleifel og Mathijs Poppe mødes i samtale.
Og denne lørdag viser vi både 'To a Land Unknown' og 'The Jacket' i Empire Bio. Efter visningen af sidstnævnte parrer vi de to filmskabere og åbner op for en samtale om filmens grænsefelt mellem det dokumentariske og det fiktionelle, og hvad det vil sige at formidle og arbejde med den palæstinensiske diaspora i lyset af en konfliktfyldt verden.
Mathilde, en ung OnlyFans-skaber deltager i et weekendtræf for at netværke og udvikle sin forretning. Men weekendens hovedbegivenhed er en live-streamet gruppesexscene, og det gør Mathilde i tvivl om, hvorvidt hun vil være med. Det er omdrejningspunktet i afgangsfilmen 'Solo Female'.
Efter visningen af 'Solo Female' samt to andre afgangsfilm dykker vi ned i grænselandet mellem kunst og porno og undersøger, hvor netop grænserne går mellem de to, og hvordan de kan og må lappe ind over hinanden.
Det gør vi med et panel bestående af OnlyFans creator Gitte von G, kunstner og filmskaber Frida Retz, der blandt andet har instrueret filmen 'Under the Cherries', samt filminstruktør Astrid Söderberg, der har instrueret afgangsfilmen ‘Solo Female’.
Der må være noget i vandet. For 2024 og 2025 har været absurd stærke år for danske debutfilm, der kommer ud, ryger i distribution og hiver danskere ind i biograferne.
Tænk blot på Zinnini Elkingtons ’Det andet offer’, Sylvia le Fanus ’Min evige sommer’, Jahfar Muataz’ ’Hele vejen’, Mathias Broes ’Sauna’, Søren Greens ’Glasskår’, Roja Pakaris ’Min arv bor i dig' og Jacob Møllers 'Madame Ida'. Det tyder på, at der er noget i røre i den unge danske andedam. Men hvad er det egentlig, der er i det vand, siden at så mange danske debutanter kommer ud netop nu?
Det spørger vi debuterende instruktør Zinnini Elkington, debuterende instruktør Jahfar Muataz og debuterende producer Jeppe Wowk (’Min evige sommer’) om i en samtale om netop det at være debutant og debutere.
Samtalen bliver modereret af fiktionsinstruktør på Den Danske Filmskole Gina Kippenbroeck, der er aktuel på Generation med sin afgangsfilm 'Soft Armor'.
Læs mere
Bending Backwards er et larmende indieband fra den københavnske og aarhusianske undergrundskultur. Deres sange er både glade og melankolske og drevet af minder og varme. Musikken er en flodbølge af lyd, der omfavner publikum i et ekstatisk ritual; mens lyrikken fortæller om det at børn, døden, og broderlig langdistancekærlighed. Det er noisy og naivt, men det bliver aldrig fjendtligt eller sarkastisk.
Bending Backwards udgiver deres debutalbum i december 2025, men inden da kan du altså opleve dem på GENERATION.
Koncerten er gratis og er en del af en koncertrække, der præsenteres i samarbejde med Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og er venligt støttet af Christianhavns Lokaludvalg.
Festen over alle fester. Vi fejrer den tredje udgave af GENERATION med en gratis sommerfest for alle i Filmskolens gårdhave i samarbejde med Bajeur. Til aftenen har vi bygget en tretrinsraket, der står klar til at blive fyret af bag dj-pulten og sørge for, at du ikke kommer tidligt hjem. Raketten består af: Keiria, Angel & Atusha og N.E. Girl.
Kom tidligt, gå sent – vi bliver ved helt til klokken 03:00.