Alle syv kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet har i dag fået en bestyrelse bestående af fire eksterne medlemmer samt tre interne, der er valgt blandt studerende og medarbejdere. Bestyrelsens eksterne medlemmer er udpeget af kulturminister Jakob Engel-Schmidt efter et Open Call sidste efterår, hvor alle institutioner, organisationer og privatpersoner har kunne indstille relevante kandidater til posterne.
Filmskolens nye bestyrelse er udpeget for en 4-årig periode frem til 31. august 2027 og udgøres af:
De kunstneriske uddannelser skaber fremtidens kunstnere og spiller derfor en helt afgørende rolle i vores kunst- og kulturliv. Med de nye bestyrelser styrker vi ledelseskraften på de kunstneriske uddannelser. Jeg er glad for og stolt over, at så mange dygtige mennesker har sagt ja til at gå ind i bestyrelserne. Det er et kompetent hold, og jeg er sikker på, at de vil tilføre uddannelserne masser af viden og kraft.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt
Er uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 2001 og blev kort tid efter ansat hos Zentropa, hvor hun har været ansat i over 22 år. Har produceret over 20 store, danske spillefilm, herunder ungdomsfilmen ’Råzone’ (2006), ’Om natten’ (2007), der blev nomineret til en Oscar, alle fire Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer; ’Kvinden i buret’ (2013)’, 'Fasandræberne' (2014), 'Flaskepost fra P' (2016) og 'Journal 64' (2018). Louise Vesth har haft langvarige samarbejder med bl.a. Lars von Trier, som hun har været fast producer for siden ’Melancholia’ (2011) og med Nikolaj Arcel for hvem hun har produceret den Oscar-nominerede ’En kongelig affære’ (1012) og senest ’Bastarden’ (2023), der som den første danske spillefilm i 33 år var udtaget til hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig. I 2008 blev Louise Vesth medlem af Zentropas bestyrelse, og samme år repræsenterede hun Danmark som en af de europæiske 'Producers on the Move' ved filmfestivalen i Cannes. I 2013 modtog hun sammen med Sisse Graum Jørgensen Erik Ballings rejselegat.
Er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1984 som filminstruktør. Har skrevet og instrueret seks tv-serier og 12 spillefilm inden for stort set alle genrer, bl.a. afsnit af ’Taxa’ og ’Krøniken’ og har modtaget over 50 internationale filmpriser. Dogmefilmen ’Italiensk for begyndere’ (2000) blev hendes store gennembrud og herefter indledte hun en lang, international karriere med store titler som den tre gange Oscar-nominerede ’An Education’ (2009) og ’Samme dag næste år’ (2011). I de seneste år har Lone Scherfig konceptueret den amerikanske tv-serie ’Astronauts Wives Club’ og skrevet og instrueret den dansk-canadiske ’The Kindness of Strangers’, som både var åbningsfilm og udtaget til hovedkonkurrencen på Berlin Filmfestival i 2019. I 2020 begyndte hun arbejdet som hovedforfatter og instruktør på TV2-serien ’Dag & Nat’, som havde international premiere på festivalen i Berlin i 2022 og på dansk tv i maj – og som i øjeblikket genindspilles i Belgien. Senest har Lone haft premiere på den internationale co-produktion ’The Movie Teller’ på Toronto International Film Festival.
Uddannet i tv- og medietilrettelæggelse fra DMJX i 2012. Har siden juni 2023 betrådt stillingen som adm. direktør for BBC Studios Nordic Productions med regionalt ansvar for produktionsselskaberne i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Tidligere partner og adm. direktør i STV Production (indtil det blev købt af BBC Studios), hvor han siden 2012 – kun afbrudt af et kortere ophold hos TV 2 News i 2012 – har været alt fra journalist, tilrettelægger, udvikler, redaktionschef, producent, fiktionschef, programdirektør og viceadministrerende direktør, inden han tiltrådte stillingen som administrerende direktør i 2022. Genre- og indholdsmæssigt har Daniel Svarts beskæftiget sig med børne- og ungdomsfiktion, dokumentarserier og sociale eksperimenter med bl.a. tv-serierne 'Klassen' til DR Ultra, SVT Barn og NRK Super, 'Over Grænsen' til DR Ultra, NRKs og SVTs nye ungdomsdramasatsning 'VGS' samt dokumentarserierne 'Pionererne – Dansk Skateboardings Legender (DR2), 'Millionær på Bistand' (TV 2) og 'Mysteriet om danskeren' (TV 2). Sidder desuden i Producentforeningens tv-udvalg og er jurymedlem ved Journalistforbundets film og tv-gruppe samt Ekko Filmmagasins Diversitetspris.
Har siden 2013 været dekan for Det Humanistiske Fakultet og direktionsmedlem på SDU. Har en erhvervsøkonomisk ph.d. i Business Administration og er cand.mag. i Filosofi og Kultur & Formidling. Simon Møberg Torp er bestyrelsesformand for Museum Odense, Folkeuniversitetet i Syddanmark, Museum Sønderjylland og Nyborg Gymnasium, samt medlem af Museumsrådet for Nationalmuseet og Regeringens Småfagsråd. Han har tidligere været institutleder, forskningsleder og studieleder på SDU og har rådgivet en lang række private og offentlige virksomheder og organisationer inden for ledelse, kultur og strategisk kommunikation.