Et filmisk narrativ skal først og fremmest være billedstyret. Billederne skal bære og udvikle historien snarere end at optræde som medium for en fortælling.
Hvilke billeder ser du for dig, når du forestiller dig din film? Hvilken visuel stemning søger du at fremstille, og hvilke rum kan du finde og placere den i?

Billedproduktionen skal rumme flere af de aspekter, som man ellers forventer at finde i plottet og hos karaktererne. De identitetsbærende og performative elementer, som en skuespiller oplagt ville fremstille i en rolle, kan forskydes til enkelte billedsekvenser og til filmens visuelle forløb som helhed.
Hvordan får du dit billedrum til at agere? Hvilke historier er allerede indlejret i din lokation, og hvordan kan du visuelt understøtte stedets performance?

Filmisk metode, der prioriterer billeddannelsen, skal uddrage sine narrative retninger af signifikante knudepunkter, hvor visuelle betydninger støder sammen. Når geografiske, historiske, rumlige og æstetiske elementer får lov at performe og spille sammen, åbnes der for filmiske scener, som herefter kan inddrage karakterer og plotretninger. En billeddrevet film skal hænge sammen i tematisk-visuelle netværk og ikke aftegne en klassisk historiefortællings lineære forløb.
Hvordan kan du være åben for de billeder og sammenhænge, der opstår i mødet mellem din location og din billedvision? Hvordan kan du og dit filmhold performe med stedets visualitet og konnotationer?

En billeddrevet queerfilm overfokuserer ikke på fremstillingen af queer karakterer i en queer fortælling. I stedet skal den formå at forskyde queer aspekter fra identitetsrepræsentation og til filmens brug af tid, rum og objekter. Ved at placere en queer figur i et straight billedsprog understreger man normalitetens vold i stedet for at fremstille et ikke-normativt verdensbillede.
Hvordan ser en queer tidslinje ud? Hvordan ser rummet eller din location ud fra et queer perspektiv? Hvilke objekter optræder i og henvender sig til dette perspektiv?

En queering af selve filmmediet skal indtænke digression på alle områder og planer af det visuelle felt. At filme fra andethedens skæve vinkel er en måde at omgå den privilegerede repræsentative visibilitet på. Sådan en tilgang kan bidrage til en demokratisering af queer væren i verden. Digressioner kan udføres på forskellige måder; ved at fortælle filmens hovedhistorie i en sløret periferi, ved at inkorporere gentagelser af dialog, bevægelser eller andet og hermed forstyrre en éntydig mening.
Hvilke digressive greb passer ind i din cinematografi?

Et lydspor, der somme tider er ude af sync med billedsiden, åbner og knækker filmens rum og gør det æstetisk heterogent. Forskydning kan etableres ved, at lyden ikke passer til eller er ude af trit med billedet, ved anvendelse af voice-over, der muterer (glemmer sig selv, farer vild, associerer ud af takt) samt ved brug af musik som orienteringsredskab (for karaktererne og billedrummene) snarere end som følelseselement. Lydsiden kan vise sig at være bevidst om ting, som endnu ikke kan erkendes i billedrummet eller omvendt. Dette sanselige misforhold desorienterer karakterernes reaktioner og bidrager til en overlagt halten i narrativet.
Hvad sker der, hvis du anskuer billedsiden som noget, der eksisterer uafhængigt af lydsiden og omvendt?

En billeddrevet queerfilm udfordrer og undersøger narrativitet som teleologisk fremdrift. Flettet ind i en plotdrevet linearitet optræder associativ og lystdrevet billed-flaneren som udfald, fortælletekniske kortslutninger og mikro-forskydninger. En queer film kan følge beskuerens kulturelt tillærte forventninger til eskalering, men kan med fordel samtidig overveje sin egen logik, sit eget tempo og sin særegne kausalitet. Det betyder således ikke, at narrativiteten annulleres, men at den opstår på andre betingelser. Til eksempel kan fortællingens ’naturlove’ (som fremadskridende kausalitet) opretholdes, men optræde i forskudte former, for eksempel som temporale omvendinger, spatiale gentagelser og som fordoblinger inden for samme scene.
Hvor og hvordan kan du knække forventningen til en lineært normativ fortælling? Hvad har din fortælling, dine karakterer og din location lyst til, og hvad orienterer de sig imod? Hvilke årsag-virknings-forhold tager dine billedsekvenser for givet, og kan de se anderledes ud?

Gentagelse med forskydning indsættes på fremdriftens plads. En generel visuel queering af billedproduktionen destabiliserer følelsen af tids-rumlig forståelse og blotlægger normative forventninger til årsagssammenhænge, som de strukturerer klassiske fortællemønstre.
Hvilke kulturlove følger du uden at tænke over det, når du udvikler visuelle fortællinger? Hvordan kan du tage noget andet for givet, end du plejer?

Synsvinklen bæres ikke af én og heller ikke af flere udvalgte karakterer, men kan dissemineres flydende gennem narrativet, knyttes til karakterer, objekter og steder, samt fordobles ved sidestillede filmrum. Forskydninger kan desuden optræde ved at give kameraet en søgende funktion i stedet for at lade det beherske filmrummet, ved at gøre hverdagskoreografien unødig besværlig og omvendt ved at gøre forventeligt svære handlinger lette, ved at afbilde rum hvis forkerte dimensioner gør dem udfordrende at aflæse samt gennem iværksættelse af mikrogentagelser (fx af enkelte små handlinger og bevægelser), der bremser visuelle forløb.
Hvordan kunne din visuelle fortælling se ud fra en uventet kant, fx hvis POV optrådte hos eller svingede mellem møbler, teknologi, beklædning, dyr eller andet?

Klip bidrager til en forventet følelse af sammenhæng og kobler normalt elementer sammen, som skal forstås i indbyrdes relation. Forventninger til organisk klipning kan brydes eller omrokeres ved at skabe anderledes forbindelser, som at lade en bevægelse eller handling fortsætte i en anden krop efter klip eller ved at vise effekt før årsag.
Kan du denaturalisere eller stryge din redigering mod hårene?

Normativ identitetsforståelse kan udfordres gennem instruktion og indgreb i realistisk skuespil. Det kan gøres ved at have samme skuespiller på flere roller, ved at udtale i stedet for at udføre koreografi, ved at skifte register midt i en scene uden yderligere forklaring samt ved at skrue heterogent på rytme og tempo, så skuespillere, der optræder i samme scene, kommer ud af trit med hinanden.
Hvordan kan du destabilisere kulturelle forforståelser af bestemte identiteter eller af identitet som sådan?

Queer film skal kombinere queer som æstetik, historie, politik og levet liv, derfor er det af betydning også at vurdere sin måde at arbejde på og inkorporere antihierarkiske og inklusive metoder i og omkring optagelser samt præ- og postproduktion
Hvem inviterer og lytter du til i din proces? Kan arbejdsgangene se anderledes ud? Hvad sker der, hvis du træder et skridt tilbage fra din primære funktion omkring filmen?

Fejlen som æstetisk tilgang adskiller sig fra at gøre noget forkert. Som queer cinematografisk greb optræder fejlen som afvigelse fra sociale, narrative og filmiske normer. Ved at sigte skævt på plottets fremdrift og de forventninger, der knytter sig til fortælleformer, karakterudvikling osv., lykkes queerfilmen netop ved ikke at leve op til gældende og uskrevne regler. Den indstifter sine egne, kun for at bryde dem igen og tage en ny, uventet drejning.
Hvilke slags ‘fejl’ vil kunne bidrage produktivt til din visuelle fortælling?