Embodied Learning for Documentary Filmmakers

Med ambitionen om at etablere et dansk-norsk-tjekkisk undervisningssamarbejde, har Jan Bacher Dirchsen med ’Embodied Learning’ søsat et læringsinitiativ, der handler om at bruge ’hele sig selv’ i måden at lære på. Læs mere om fordelene ved kropslig læring herunder.

Der er andre måder at lære på end gennem tænkning og teori. Faktisk er der meget, der tyder på, at motivation og opmærksomhed øges, når deltagere involveres fysisk.

Kropslige handlinger kan gøre komplekse situationer lettere at forstå, fordi man reelt agerer, og når sanser, følelser og fysisk interaktion kommer i spil, styrkes læringen og man er mindre tilbøjelig til at glemme det lærte.

Det skyldes, at man ved at inddrage kroppen skaber flere sansemæssige og motoriske forbindelser i hjernen, som er med til at fastholde viden.

Endnu et positivt aspekt er, at det ofte styrker relationerne i den gruppe, som kaster sig ud i sammen at investere sig fysisk og går med på præmissen, om at ville lære med hele kroppen og ikke kun med hovedet. Sidst men ikke mindst er det ofte slet og ret sjovere end traditionel undervisning, og der er en oplevelse af ’leg’ i det.

Kropslig læring gør i høj grad brug af rollespil, nærværsøvelser og opstillinger. Undervisningen er derfor designet til at simulere den virkelighed, man skal ud og arbejde i, og undervisningslokalet bliver ideelt set et ’safe space’, hvor man på afstand af virkeligheden øver sig på virkeligheden, inden man går ud for at lave optagelser med ’rigtige mennesker i rigtige situationer’.

Rollespilsundervisning med dokumentarelever på TV-skolen i Lillehammer. Foto: Mette Nyseter / Universitetet i Innlandet

Jan Bacher Dirchsen har med bogen ’Et spørgsmål om tillid – at lave tv med mennesker’ kastet lys over det, man kan kalde den usynlige del af jobbet som filmarbejder; nemlig forholdet mellem de professionelle bag kameraet og de medvirkende foran. Ved siden af arbejdet som producer har han undervist i bogens tematik, bl.a. som gæsteunderviser på TV-skolen i Lillehammer, og i samarbejde med Mette Nyseter, projektleder og lærer på TV-skolen.

Sammen har de netop undersøgt og udforsket, hvordan vi kan omdanne teori og erfaring til øget læring og praktisk forståelse ved hjælp af rollespil og kropslige læringsøvelser i klasseværelset.
Den eneste anden film- og tv-skole, som arbejder med rollespil og Embodied Learning som pædagogisk metode er FAMU - ’Film and TV School of Academy of Performing Arts’ i Prag, Tjekkiet under ledelse af underviser Tereza Reichová.

Og nu tager de tre aktører en 2-dages workshop i rollespil og Embodied Learning for en gruppe tjekkiske dokumentarstuderende på FAMU.

Ambitionen er i fællesskab at videreudvikle denne læringstilgang, hvor man som deltager bruger hele ’sig selv’ i måden at tilegne sig ny viden på: viden om egne mønstre og den professionelle rolle, man har, viden om det filmprojekt, man arbejder på, samt viden om samarbejde og medvirkendehåndtering.
Kort sagt: ny viden om egen metode, forankret gennem krop, handling og oplevelse.

Læs mere om Den Norske Filmskoles forskningsinitiativ her.

Mød: