"Det behøver ikke ødelægge kunsten, at vi snakker om, hvilke erfaringer vi har med os som filmskabere”

Når man selv erklærer et ønske om at røre ved ”det hellige” i dansk dokumentarfilm, er man inde på mineret grund. Men Taekyung Tanja In Wol og Ánitá Beikpour viser i deres forskning det forsonende potentiale i kritisk refleksion.

På Filmskolen stiller vi KUV’er, altså kunstnerisk udviklingsvirksomhed, i udsigt til nogle af landets mest fremtrædende filmkunstnere, for at de kan indtænke en kritisk refleksion i egen praksis, som i sidste ende gerne skulle skubbe dem til at lave ikke bare bedre film, men også til at lave en bedre filmbranche.

Og for filmprofessionelle er KUV’en en mulighed for at tænke en kunstnerisk praksis som mere og andet end et led i et stort produktionsapparat, hvor tankerne konstant kredser om næste udviklingstrin på vejen mod den færdigfinansierede film.

Og i de bestræbelser er Taekyung Tanja In Wol og Ánitá Beikpours KUV-projekt ”Det ikke-neutrale blik” nærmest eksemplarisk.

Centralt i forskningsprojektet er en kritisk undersøgelse af dansk dokumentarfilm historiske blik på de mennesker og de verdener, som de undersøger.

Og det er en undersøgelse, de har igangsat som del af et forsøg på at holde dansk dokumentarfilm på niveau med de samtaler, der foregår internationalt.

Og så er det sket på baggrund af undervisning på Den Danske Filmskole og ud fra et ønske om at gøre fremtidens filmskabere bevidste om deres position og skabe rum og metode for samtaler, der kan være svære.

Det starter med samtalen

Uafhængigt af hinanden blev både Taekyung og Ánitá (sidstnævnte er selv dimittend fra dokumentarlinjen på Filmskolen) inviteret ud på Holmen for at undervise, og da de kender hinanden privat og desuden har bedrevet politisk aktivisme, tænkte de, at det var mere interessant, at de gjorde det sammen.

”Fotograferne var de første, vi underviste,” siger Ánitá Beikpour, da Filmskolen møder hende og Taekyung Tanja In Wol på Filmskolen lige op til påsken.
”Undervisningens fokus bestod ligesom i at spørge: Hvordan samarbejder man med instruktører om blik og positionering?”

De to ugers undervisningsforløb gav anledning til at tænke projektet større og til at foretage en storstilet undersøgelse af, hvordan blik og positionering historisk har været i dansk dokumentarfilm og igangsætte en samtale om det.

”Det var tydeligvis også noget, de studerende efterlyste,” supplerer Taekyung Tanja In Wol. ”De ville meget gerne lære noget om det, og det lå egentlig mellem linjerne i mange ting, de lavede, men de havde ikke noget fælles sprog for det.”

Når det kommer til kritiske undersøgelser af magtforhold og af en kunstnerisk tradition, der historisk har været succesfuld, er man inde og røre ved noget, der kan give anledning til ophedede meningsudvekslinger.

De senere år har kunstbranchen generelt været præget af en øget kritisk opmærksomhed af positioner, og hvad man kigger med, når man vender en linse, en pen eller en pensel mod noget – og særligt mod nogen.

Det ér da også et sensitivt område, og mange har forskellige meninger til, hvad det vil sige at snakke om blikke og positionering.

Men ifølge Taekyung Tanja in Wol og Ánitá Beikpour har den slags diskussioner ofte været præget af en forståelse af, at en kritisk undersøgelse af historiske magtforhold er ensbetydende med, at noget er rigtigt og noget andet forkert. Og at der er noget, man ikke må snakke om, ikke må gøre.

Men det er ikke sigtet med KUV’en, forsikrer de. I stedet handler det om at skabe et rum for at snakke om vores værker og fælles kulturhistorie på nye måder, og derigennem at lære hinanden at kende på en ny måde.
Og det starter i sidste ende med at skabe en tradition for den kritiske samtale.

Eller som Ánitá Beikpour indvender:
”Det behøver ikke ødelægge kunsten, at vi snakker om, hvilke erfaringer vi har med os som filmskabere.”

Og en sådan samtale skal tage udgangspunkt i filmene. Taekyung Tanja in Wol siger:
”Noget fundamentalt ved projektet er, at vi kigger på blik, som noget, der er fjernet fra øjnene. Det handler om positionering. Hvad kigger vi med? Det er mere holistisk. Vi prøver at tage udgangspunkt i filmene, ikke i menneskene. Hvad er det, vi kan se i filmene, og hvad er det for nogle film? På den måde er det datadrevne og empiriske undersøgelser, vi foretager.”

At holde dansk dokumentarfilm på omgangshøjde

Helt konkret arbejder Taekyung Tanja in Wol og Ánitá Beikpour med en kortlægning af dansk dokumentarfilm fra slutningen af 1800-tallet til nu.

Gennem en inddeling af bevægelser og strømninger undersøger de, om man kan sige noget generelt om, hvad blik og positionering har været, om det har ændret sig, og hvilken udvikling der har været i det.

Og deri ligger jo både en historisk granskning men også noget, der peger fremad.
”Der er også et fremtidsaspekt, der handler om, hvordan vi kan skabe en ny måde at snakke om blik og positionering på, så dansk dokumentarfilm kan blive ved med at udvikle sig,” siger Ánitá Beikpour og fortsætter:
”Det er jo en international samtale, den foregår ligesom alle steder i verden. Men i Danmark foregår den ikke rigtig. Så hvis vi gerne vil følge med og forblive relevante, så er vi simpelthen nødt til at tale om de her ting.”

Taekyung Tanja in Wol stemmer i:
”Der er en rig og divers samtale om de her emner. Når du submitter film på nærmest alle festivaler, skal du forholde dig til, hvem du er, hvad du har lavet af samarbejder osv. Det standpunkt har festivaler som IDFA f.eks. taget for at starte en samtale om, hvem der har magten til at fortælle.”

Dokumentarens løgn om autenticitet

Men dokumentarfilmen er jo i sin grundform upartisk, og meget af dens udspring handler om at søge det sanddruelige, det virkelige og det uiscenesatte. Ikke?

Nej, det er en luftspejling, mener de to dokumentarinstruktører. Iscenesættelsen er i høj grad til stede i det dokumentariske. Og derudover er virkeligheden og det virkelige aldrig neutralt.

”Hvem har magten til at definere virkeligheden? Vi har en idé om, at vi prøver at nå ind til noget sandt eller autentisk, når vi filmer, men hvem definerer, hvad det er?” spørger Ánitá Beikpour.

På Filmskolen har vi desuden med dokumentarlinjen skabt en rig tradition for at tænke det personlige filmsprog ind i dokumentarfilmen. Og den danske dokumentarfilm har også gået sin sejrsgang rundt om i verden. Men det har også nogle utilsigtede konsekvenser.

”Danmark har jo skabt en rig historie af filmproduktioner, som har handlet meget om, at vi er taget ud for at lave film om andre, og så tager vi det hjem og producerer det her. Så vi laver en filmbranche, hvor nogle får penge til at lave film om andre, som så føder tilbage ind i en branche, hvor hele post-produktionen kører her. Og så kan man så sige, at det er en danskproduceret film.”

Men, indvender Taekyung Tanja in Wol, det sker ikke omvendt. De folk, som den danske branche har tjent på, kommer ikke her, så det har ikke fødet ind i den rumænske filmbranche f.eks. Så vi er ikke en branche, der er vant til at folk kommer og kigger på os.

”Så vi har en idé om, at vi er vant til at have et neutralt blik, og så handler det mere om form og greb, men ikke om den position, som en given person kigger fra. At det er dominerende, er ikke ensbetydende med, at det er neutralt. Men det er vigtigt at sige, at vi ikke er interesserede i at sige, om noget er forkert eller dårligt, men det handler om at undersøge, hvilke blikke og positioner, der ikke anses som neutrale.”

Ánitá Beikpour supplerer:
”Vi har ikke tænkt os at hænge specifikke film ud, men vi undersøger bare, hvad der skiller sig ud. Eller bliver det gjort på samme måde, er der nogle formmæsige ting, der ændrer sig. I sidste ende undersøger vi, om vi kan gøre de nye filmskabere mere bevidste og dermed stærkere som netop filmskabere. Så det ikke bliver så svært det hele.”

Læs mere om KUV-projektet "Det ikke-neutrale blik" her.

Om Ánitá:

Ánitá Beikpour er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2017. Hun arbejder med både fiktion, dokumentarfilm og videokunst og debutterede på CPH:DOX med dokumentarfilmen 'Prelle – Lytter til mig selv' i 2020. Ánitá beskæftiger sig ofte med personlige og politiske emner i sine film såsom personlig frihed, oprør og hjemve. Hun har arbejdet i forskellige kunst-kollektiver, såsom FCNN (Feminist Collective With No Name) som blandt andet har udstillet på Berlin Biennalen, og så er hun medstifter (sammen med blandt andre Taekyung Tanja In Wol) af The Union – et kulturarbejderforbund, der har til formål at skabe en kritisk antiracistisk diskurs indenfor kunst- og kulturbranchen i Danmark. Derudover har Ánitá undervist som gæstelærer på filmskolen de sidste par år.

Om Taekyung:

Taekyung Tanja In Wol Sørensen er instruktør og visuel antropolog. Med dokumentaren 'A Colombian Family' (’80), modtog hun en honorable mention for Emerging International Filmmaker ved HOTDOCS 2020. Taekyung er aktuel med dokumentaren 'SLÆGT/Homesick', som hun fik en honorable mention for på CPH:DOX 2026. I sit filmiske arbejde beskæftiger hun sig med hvordan magtstrukturer som krig, nationalstaten og den neokoloniale tidsalder opleves og udtrykkes gennem personer og fællesskaber, især i familien. Taekyung Tanja In Wol er sammen med Ánitá medstifter af The Union, samt har mangeårig research og undervisningserfaring på blandt andet KU og den Danske Filmskole.